Fortællingen ”Na margem do rio Piedra eu sentei e chorei” fra 1994 (”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”, 2008) udspiller sig over en uge, fra lørdag den 4. december til fredag den 10. december. Hovedpersonen Pilar er universitetsstuderende og lever et udmærket og fornuftigt liv. Men hun savner sin store barndomskærlighed, der som ung mand forlod deres lille by og drog ud i verden. Da hun får mulighed for at høre ham holde et foredrag ikke langt fra Zaragoza – hun er ikke helt klar over, hvad emnet er – griber hun chancen og tager af sted. Beslutningen fører til en uges rejse rundt i Spanien og Frankrig. En rejse fuld af kærlighed og spirituelle oplevelser, blandt andet fordi barndomskæresten, der nu er blevet en voksen mand omkring de 30, er præstekandidat og besidder nogle ikke helt almindelige evner.
Pilar åbner op for sin længe hengemte kærlighed til ham, såvel som for sin endnu mere hengemte religiøsitet. De to kraftfulde elementer skyder ind over hende med stor kraft, mens hun rejser rundt og møder sin nyvundne kærestes trosfæller og menighed.
Bogen åbnes med et citat fra Lukas-evangeliet, 7,35: ”Dog, visdommen har fået ret ved alle sine børn”. Hvorfor netop det citat skal stå alene på en så fremherskende plads som den første blanke side er ikke entydigt klart, da der kan være flere grunde; enten den simple, at den følgende historie netop handler om to mennesker, der måske ikke er, men udvikler sig til at blive børn af visdommen. En anden mulighed er at Coelho gerne vil markere Bibelen som grundsten for en hvilken som helst bog. Endelig er det måske bare et udslag af ganske jordnær forfængelighed: Det ser godt ud med et citat fra en bestseller, der overgår selv Coelho i oplag, og som alle kender til.
27407943
I det efterfølgende forord beskriver han, hvad romanen handler om: ”Vi er sjældent opmærksomme på, at vi er omgivet af det ekstraordinære. Miraklerne sker lige omkring os, Guds tegn viser os vejen, og englene ligefrem beder om at blive hørt – men da vi har lært at der er faste ritualer og regler for, hvordan vi kommer frem til Gud, så skænker vi dem ikke en tanke. Vi forstår ikke, at Gud er tilstede lige netop der, hvor vi lader ham komme ind.”
Det kan også beskrives som en manglende evne til nærvær, og bogens form, inddelingen i syv dage, understreger problematikken: Mulighederne flyver forbi os hvert øjeblik, og besidder vi ikke nærværet, har vi ikke forudsætningen for at udnytte dem. Nogle gange har vi mange dage til at besinde os på en beslutning, andre gange kun en uge.
Begrebet om nærvær gøres klart i spændingsfeltet mellem Pilar, der fortæller historien, og hendes barndomskæreste. Han er rejst ud, har nærmet sig det religiøse og fundet muligheder i sig selv, der rækker langt ud over det sædvanlige. Hun er blevet hjemme, og har gjort hvad man forventer af en ung middelklassekvinde, hun har vænnet sig til at tøjle ethvert utilpasset begær under rationalitetens svøbe. I takt med at Pilar genopdager fortrængte lyster og improvisatoriske tendenser, begynder hun at opfatte sig selv som todelt. Hun har været fortrængt fra sin egen krop af ”den anden”, hende der kræver regelmæssighed, fornuft, tryghed, livrem og seler. ”Den anden” er som et bomstærkt dige, indtil det endelig slår revner. På ganske få sekunder udvikler revnen sig til en kæmpe åbning, igennem hvilken de vilde vandmasser kan storme fornuften helt omkuld. Det ”barn” Pilar har gemt i sig tager magten i løbet af få døgn og tillader hende at gøre noget så vildt som at følge en fuldstændig urealistisk kærlighed og rent fysisk forlade de vanlige rammer for at begive sig ud på ukendt grund.
Coelhos pointe er naturligvis, at det lykkes for Pilar. Det går godt, den urealistiske kærlighed lader sig realisere og hendes person folder sig ud som en blomst i forårssolen.
Pilars store kærlighed, den unge præsteaspirant, er ikke en hvilken som helst katolik. Vel har han gået på et ganske normalt katolsk præsteseminarium, men der er visse ting, han opfatter uortodokst: Han mener, at guds kvindelige side er lige så essentiel som den mandlige og tilbeder således Jomfru Maria som sin hovedguddom. Hun er særligt nærværende i vand, så tåge, fontæner, regn og floder indebærer alle muligheden for at nærme sig Gudinden. Og efterhånden som Pilar for alvor begynder at lytte til, hvad det er, han beskæftiger sig med, mærker også hun Gudindens styrke og tilstedeværelse og genfinder sin katolske tro, men i en anden udgave end den hun som ganske ung forlod.