I ”O Demônio e a srta Prym” fra 2000 (”Djævelen og Frøken Prym”, 2004) følger vi den unge Frøken Prym, der bor i den yndige lille landsby Viscos. Her arbejder hun på byens hotel og er ved at kede sig ihjel. En dag kommer en mystisk fremmed til byen og indlogerer sig på hotellet for en uge. Da Frøken Prym er et nysgerrigt gemyt, sørger hun for, at de ikke kan undgå at støde på hinanden.
Den, der ved bedst, er dog gamle Berta, der i 15 år har siddet udenfor sin dør og betragtet livets gang i Viscos. Med lidt hjælp fra sin afdøde mands genfærd har hun bemærket, at den fremmede ikke kom alene, men i selskab med Djævelen. Det er nervepirrende viden, men da mange af byens indbyggere anser Berta for at være lidt af en heks, og derfor ikke vil tage hendes udsagn alvorligt, kan hun ikke stille noget op.
Det viser sig, at den fremmede agter at vædde med Frøken Prym om menneskets godhed. Herfra udvikler historien sig hårrejsende med Frøken Prym som omdrejningspunkt, og den lille befolkning af gode, arbejdsomme og en anelse konfliktsky mennesker sættes på en barsk prøve. I ”Djævelen og Frøken Prym” beskrives den evige kamp mellem det gode og det onde. For en kort stund raser kampen i landsbyen Viscos, som man troede var et lille paradis på jord.
Igen er det en uge der danner tidsrammen om historien, og igen indledes bogen med et citat fra Lukas-evangeliet, 18, 18-19: ”Og en rådsherre spurgte ham og sagde: ”Gode mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: ”Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden en, nemlig Gud.” Her står det dog mere klart, hvorfor citatet er med. Da situationen spidser til i den lille by, er det nemlig selv samme tekststykke, der danner grundlag for landsbypræstens kontroversielle beslutning og selve historiens vendepunkt. Kampen mellem det gode og det onde er umiddelbart synlig som kampen mellem Frøken Prym og den fremmede, der står på hver sin side af væddemålet. Men det er mere nuanceret end som så. Selv den fremmede, der som udgangspunkt lader til at være i Djævelens vold, viser sig at have både en engel og en dæmon i sig. Dæmonen har fortrængt englen, men under de rette omstændigheder er englen ikke sen til at melde sig på banen og slå et slag for det gode i mennesket.
25493435
Det gode og det onde er skåret ud i pap, bøjet i neon og fremstillet børnebogsagtigt som små figurer, der sidder og skændes om verdens orden. Den fremmede har sine grunde til at tvivle på menneskets godhed, og hans fiffige måde at udfordre godheden på er ved at love Viscos' indbyggere nok guldbarrer til at sikre hele byen en glorværdig fremtid, hvis bare de overtræder buddet ”Du må ikke slå ihjel”. Problematikken er, om ikke dybt original, så dog interessant. De hæderlige og ordentlige indbyggere i Viscos lader sig naturligvis friste ved tanken om at kunne aflive egne og kommende generationers problemer med et slag, og ender med godt at kunne se det rimelige i at ét menneske ofres for fællesskabets bedste. Det er jo sket før i verdenshistorien.
Frøken Prym kommer i sagens natur på gyngende grund, da hun udfordres til at deltage i eksperimentet. Hun kan vælge enten fortabelse eller at vokse med opgaven. Hun vælger det sidste, efter at hun på ægte eventyrfacon har gennemlevet tre febrile og søvnløse nætter med først det onde, så det gode og til sidst begge to. Således modnet kan hun træffe de rigtige beslutninger og med oprejst pande bevare sin tro på det gode i mennesket.
Igen er Coelhos ukuelige tro på menneskets evne til at vælge rigtigt repræsenteret med romanens hovedperson, der både rummer godt og ondt, men som ad omveje ender med at handle etisk forsvarligt og kaste sig ud i virkeliggørelsen af sin egen drøm om at forlade det indspiste lilleputsamfund. Den enkeltes frygt for endelig at springe ud i livet, når chancen byder sig, er igen central. Men selv om problemstillingen egentlig er kompleks, behandles den ensidigt: Det er vitterligt kun én selv, der kan kaste sig ud i sit eget liv – og figurerne (den gamle Berta, Frøken Prym, præsten, borgmesteren og den fremmede) forbliver endimensionelle stereotyper, der udspiller hver sin forudsigelige (eventyr)rolle. Indbygget i væddemålet ligger naturligvis en udviklingsmulighed, og det er da kun Frøken Prym og den fremmede, der gennemgår en modning ved bekræftelsen og afkræftelsen af begges antagelser om menneskets eventuelle godhed.