Downsizing er et ironisk begreb. Vi forbinder det først og fremmest med kold “corporate management”. Hos Coupland bliver det til varm “individual management”. Det er også en ironisk figur: det marginale bliver det centrale, det lave bliver det høje, det formålsløse bliver det formålsfulde. “Generation X” er i det hele taget et ironisk værk. De skæbner, som hovedpersonerne fortæller hinanden om i tilbagevendende godnathistorier er ironiske. Hovedpersonernes egne skæbner er ironiske: De finder en form for autencitet i jagten på en form for autencitet og en form for fællesskab i jagten på en form for fællesskab. Selv ironien bliver genstand for ironi med en pseudoleksikal sondring i dialogens forskellige former for ironi, anført i bogens margen:
- “Annektering: At inkludere tidligere tiders reklame-, emballage- og underholdnings-jargon i hverdagstale for den ironiske og/eller komiske effekts skyld: “Kathleens 'afdøde berømtheder-fest' var abeskøn.” “Dave opfatter virkelig sig selv som en ganske særlig, herlig, kærlig og ærlig stodder, gør han ikke?”” (“Generation X”, side 128).
- “Knæspjættende ironi: Tendensen til refleksbetonet at fyre friske ironiske bemærkninger af i løbet af en dagligdags samtale.” (“Generation X”, side 176).
Ironien hjælper Andy, Dag og Claire med at styre fri af forstenende livsmønstre og klassificeringer. De identificerer sig lige så lidt med den politiske kritik af de mekanismer, som fik deres tyktarm til at slå knuder, som de identificerer sig med de mekanismer, som fik deres tyktarm til at slå knuder. De tror lige så lidt på borgerlighed som på antiborgerlighed, på markedsøkonomi som på planøkonomi, på kapitalisme som på socialisme, på kulturer som på subkulturer, på gamle som på unge og hvad vi ellers har af traditionelle samfundsbærende modsætninger.
Ironien er vejen midt imellem eller ingen steder hen. Den er også et hovedspor i Couplands forfatterskab.