Op til toppen af bjerget

Citat
”Så sprænges sommernatten. Som om den eksploderede, som om hele sommeren gik i tusind stykker. Men det er en ulige ildkamp. Fire maskinpistoler mod to pistoler. Den guldkronede konstaterer, at krigsrutinen trods alt ikke betyder så meget. De to mænd ved bilen ligger snart og sejler i deres eget blod.”
”Op til toppen af bjerget”, s. 97.

Ved begyndelsen af Arne Dahls “Upp til toppen av berget” fra 2000 (“Op til toppen af bjerget”, 2002) er medlemmerne af A-gruppen spredt for alle vinde. Efter den sidste sag blev Rigskriminalpolitiets specialenhed nedlagt. Men hvad der i starten ser ud som en banal drabssag, ender med at samle holdet til endnu en kompliceret efterforskning.

En fodboldsupporter dør af at få smadret hovedet med et ølkrus på et værtshus i Stockholm efter en fodboldkamp. Det virker ligetil, men under afhøringerne af vidnerne viser det sig, at der er helt andre og større ting på spil. Paul Hjelm og kollegerne kommer hurtigt på sporet af et voldsomt opgør mellem en gruppe hårdkogte nynazister og en brutal jugoslavisk narkobande. Der går ikke længe, før A-gruppen vader i lig fra skuddueller og bombesprængninger. Samtidig fører spor også i retning af en international pædofiliring, der i hemmelighed opererer på internettet. Men hvem er det unge par, der kun kommunikerer gennem citater fra Ovids “Metamorfoser”? For at nå frem til svaret, må A-gruppen begive sig ud på en hæsblæsende jagt, der fører dem gennem det meste af Sverige.

24284344

Sammenlignet med de tidligere bind i sagaen om A-gruppen er der sket markante ændringer i “Op til toppen af bjerget”. Først og fremmest er Paul Hjelm ikke længere den enegyldige hovedperson i serien. I stedet er der i højere grad gjort plads til, at de andre faste figurer også kan træde i karakter som selvstændige personer. Læseren får et klarere indblik i deres tankegang og følelsesliv, hvilket gør gruppens dynamik mere troværdig.

Desuden er romanen spækket med intertekstuelle referencer til Rainer Maria Rilke og især Ovid, hvis “Metamorfoser” spiller en væsentlig rolle for sagens opklaring. Vanen tro beskæftiger Arne Dahl sig stadig med samfundets skyggesider, denne gang i form af højreradikal terrorisme og international narkokriminalitet. Det er dog hans beskrivelser af pædofili, der virker mest skræmmende. Både ofre og gerningsmænd bliver belyst fra forskellige vinkler, og det er i sandhed rystende læsning. Trods den barske tematik sørger Dahl for, at bogen ikke drukner i mismod. Han krydrer teksten med tilpas mængder af humor, og som i alle gode kriminalromaner, så sker retfærdigheden fyldest til sidst.