Vældige vande

Citat
”Hun smilede, men smilet nåede aldrig øjnene. Næppe nok kinderne. Hun sagde, ikke uden en vis kulde i stemmen: ”Vældige vande kan ikke slukke kærligheden.”
”Vældige vande”, s. 52.

De största vatten”, som Arne Dahl udgav i 2002 (“Vældige vande”, 2004), begynder hos fem udvisningsdømte, afrikanske asylansøgere, der i al hemmelighed er stuvet sammen i en lille lejlighed i en forstad til Stockholm. Pludselig bliver døren brudt op, og ind stormer fire sværtbevæbnede politibetjente. En af de illegale afrikanere prøver at flygte, men bliver dræbt med et enkelt skud i hjertet. Paul Hjelm og Kerstin Holm bliver hentet ind for at afhøre den skydegale betjent, Dag Lundmark. Han er en gennemalkoholiseret tidligere kommissær, der er blevet degraderet til strømer på gadeplan. Og så er han Holms tidligere forlovede. Hun er egentlig inhabil, men bliver presset til at blive på sagen. Det sætter en masse følelser i gang i hende, og flere fortrængte minder dukker op til overfladen igen.

25112008

Et andet sted i byen finder en forkølet indbrudstyv et lig i fuld forrådnelse. Et afskedsbrev fortæller, at den døde er en seriemorder, der har taget sit eget liv. Desuden fører brevet til fundet af ligene af et landmandspar i Skåne. Men hvor er deres syvårige adoptivsøn? Vanen tro viser de to adskilte sager sig at være nært forbundne. Og begivenhederne begynder at tage fart, da Dag Lundmark forsvinder fra jordens overflade. Er han ude på at hævne sig på Holm, eller stikker der noget helt andet under?

”Vældige vande” er femte bind i Arne Dahls serie om A-gruppens kamp mod forbrydelser med internationale aspekter. Her halvvejs i sagaen varsler Dahl nogle dramatiske ændringer i sammensætningen af holdet. Lederen, den altid neutrale Jan-Olov Hultin, står foran pensionering. Paul Hjelm tilbydes en chefstilling i Afdelingen for Interne Undersøgelser. Det er dog især Kerstin Holm, der kommer til at stå ansigt til ansigt med hændelser, der ændrer hendes liv for altid.

Som forventet disker Dahl op med endnu en omgang harsk civilisationskritik. ”Vældige vande” behandler højaktuelle temaer som racistisk motiveret politivold, illegale indvandreres fortvivlede kår og de afrikanske landes enorme behov for en billig HIV-vaccine. Det er alvorlige problemer, og de behandles med en smittende indignation.

Den litterære inspiration, som titlen antyder, kommer denne gang fra Bibelen. ”Vældige vande” er et citat fra et af Højsangens mere dystre partier. En henvisning til at lidenskab kan få mennesker til at gøre de mest vanvittige handlinger i kærlighedens navn. Ofte med katastrofale følger.