En novellesamling

Anita Desais eneste novellesamling hedder Games at Twilight and Other Stories (1978). I titelnovellen leger familiens børn skjul i haven, illustreret på bogens omslag (King Penguin-udgaven), hvor man ser to hvid-klædte børn, den dybgrønne græsplæne med kurvestolen og vandsprederen, den farveprægtige papegøje, terrassen med bougainvillaen, palmerne og den orangefarvede himmel, der glider over i det blå tusmørke. En illustration, der gengiver stemningen i novellen om den lille dreng, der gemmer sig i skuret, fordi han vil findes som den sidste. Men da han endelig triumferende dukker op, er de større børn forlængst begyndt på en anden leg og har helt glemt ham. Han bliver grebet af barnlig fortvivlelse, dels på grund af sit nederlag i legen, dels ved tanken om sin egen ubetydelighed!

Bitre og desillusionerede er mange af fortællingerne, f.eks. Salg, hvor en kunstner får besøg af rige købere til sine eksotiske lærreder med blomster og fugle, som han aldrig har set i virkeligheden, fordi han bor i et slumkvarter. Det gælder i høj grad den tankevækkende En hengiven søn, hvor familiens stolthed, den fremragende læge, sætter en stopper for sin gamle fars fingerede dødsfald ved at nægte ham de søde sager, som han elsker og i stedet sætte ham på en skrap diæt og et utal af medikamenter, så faderen virkelig bliver syg og afkræftet og kun ønsker at dø.