Junot Diaz' forfatterskab er blevet sammenlignet med blandt andet J.D. Salingers. Således er “Oscar Wao” sammenlignet med “Griberen i rugen” (“The Catcher in the Rye”, 1951) (oprindelig oversat som "Forbandede ungdom"). En indlysende sammenligning, da begge bøger har slået direkte ned på strømninger i deres tid med et klart og ubarmhjertigt blik for samfundets såvel som det almindelige menneskes ømme punkter. For selv om et vigtigt tema i Diaz' forfatterskab er immigration, beskæftiger han sig hele tiden med almengyldige, menneskelige problemstillinger, som blot står klarere frem mod immigrantbaggrunden.
En anden forfatter, der også har beskæftiget sig med Den Dominikanske Republik og beskrevet Trujillo, er peruvianske Maria Vargas Llosa. I sin roman “Bukkens Fest” (2000) beskriver han i en realistisk stil diktatorens sidste dage. Det, Vargas Llosa og Junot Diaz er fælles om, er det to-sporede kulturelle udgangspunkt i henholdsvis historien og egne oplevelser.
En forfatter, der stilmæssigt har mere tilfælles med Diaz, er amerikanske Michael Chabon. Han blander genrer i rigt mål og lader hånt om konventionerne, når hans tekster får lov at stritte i forskellige genremæssige retninger. Derudover blander han også populærkultur ind i sine tekster, som i øvrigt har mere end et anstrøg af magisk realisme. Præcis som vi kender det fra Diaz og hans uendelige referencer til Sci-fi-kultur med mere.
Desuden sætter Diaz selv sit forfatterskab, især fortællingen om Oscar Wao, ind i en Rushdie'sk tradition med dens forsøg på at kombinere den konkrete fortælling med lange historiske linjer. Også idéen om, at den kulturelle bastard er flertallets sandeste og mest ubarmhjertige spejl, har han tilfælles med Rushdie. De evner begge at sætte en historie på spidsen ved at placere hovedpersonen midt i en kulturel smeltedigel, op ad hvilken bastarden som en anden fugl Phønix stiger som et uafviseligt billede på sin tid.
Men ellers er han varsom med at kategorisere for meget: “Selv om min roman er populær nu, og selv om det lader til, at den siger publikum noget, skal der gå en ti års tid, før vi overhovedet kan vurdere dens placering. Det, som er meget betydningsfuldt ved en bogs udgivelse, er aldrig det vigtigste, når man kommer ti år frem i tiden. Efter ti år lægger man ikke længere vægt på de aktuelle, spektakulære elementer, som til at begynde med tiltrak sig opmærksomhed. Hvis bogen holder, dukker der dybere lag frem.” (Joakim Jakobsen: “Mutanterne er vores bedste spejl”. Weekendavisen, 2009-02-12.