1836-1839

Dickens´ første bog var Sketches by Boz (1836), en samling fortællinger og skitser, der havde været trykt i forskellige blade. Det er en fornøjelig bog, men den alene havde ikke holdt hans navn i live.

Imidlertid henvendte en forlægger sig til ham for at få ham til at skrive teksten til en serie af månedlige billedhæfter om nogle herrers genvordigheder under en rundtur i England. Dickens accepterede, men fik sat igennem, at teksten blev det overordnede, som tegneren så skulle illustrere.

Resultatet blev Pickwick klubben (1836-37), fuld af hygge og humør. Dickens´ humoristiske personskildringer fejrer triumfer her, ikke mindst for hovedpersonens vedkommende: Mr. Pickwick er retsindigheden selv, men hans ukendskab til mennesker bringer ham i vanskeligheder; vi ler, men holder ikke mindre af ham af den grund. Med lige så stor sympati er hans livskraftige og langtfra naive tjener Sam Weller skildret; han stammer fra samfundets lavere klasser og taler London-engelsk med fynd og klem. Sam Weller bidrog i høj grad til, at oplaget af de månedlige hæfter steg fra 400 til 40.000. I øvrigt blev publikationsmåden i hæfter Dickens´ foretrukne.

I Oliver Twist (1837-38) skifter scenen til et England, der er både uhyggeligt og farligt. Oliver er en velhavende mands illegitime søn, men vokser forældreløs op i et fattighus og flygter til London, hvor han kommer i kløerne på Fagin, der har en gruppe hjemløse drenge til at arbejde for sig som lommetyve. Oliver ender dog blandt sine afdøde forældres familie og venner. Bogen rummer et skarpt angreb på fattigloven af 1934, dens skildringer af den kriminelle underverden er realistiske og rædselsvækkende, men historien om den lille dreng med det rene hjerte midt i elendigheden er ret melodramatisk.

I Nicholas Nickleby (1838-39) gik Dickens til angreb på en type kostskole, der levede af at opbevare uønskede børn. Nicholas bliver hjælpelærer på en sådan skole, et forfærdeligt sted, der dog skildres med en god portion humor. Romanen handler imidlertid også om meget andet: Da Nicholas forlader skolen, er der over fire femtedel af bogen tilbage, og hans vej frem mod prinsessen og det halve kongerige går videre gennem deltagelse i en omrejsende teatertrup og kontorarbejde for brødrene Cheeryble, to forretningsmænd med hjertet på det rette sted. De repræsenterer godheden modsat Nicholas´ onkel Ralph.
I øvrigt rummer bogen et kolossalt galleri af bipersoner, børn af Dickens´ frodige fantasi.