Energien i digtet er baseret på vreden over at stå i hjørnet som et ladt gevær og ikke blive brugt. En herre finder geværet og tager det med på jagt i skoven og skyder en buk. I naturen bliver herre og gevær til ét, og sammensmeltningen understreges af ordet ”we”. Geværet er et billede på en kvinde, der undertrykker og forstiller sig af hensyn til familien. Som geværet står denne kvinde vagt ved sin mands side. Resultatet er en masse sammensparet vrede. Hvis hun havde været en mand, kunne hun frit have udtrykt sig og selv være gået på jagt. Skudsalverne kan tolkes som en skudsalve af sprog, et verbalt raseriudbrud, eller som ord der former poesi. Dickinson har med sin skudsalve af ord skrevet et digt, som lever længere end herren i digtet. Set ud fra en feministisk synsvinkel kan skudsalverne være et angreb på de begrænsninger, som kvinderne var pålagt i Dickinsons samtid. Digtet kan også læses som et angreb på den litterære tradition, da det på den tid ikke var velanset, at kvinder skrev poesi. Litteraturen blev stadig opfattet som mændenes domæne.
“My Life had stood - a Loaded Gun -
In Corners - till a Day
The Owner passed - identified -
And carried Me away -
And now We roam in Sovereign Woods -
And now We hunt the Doe -
And every time I speak for Him -
The Mountains straight reply -
And do I smile, such cordial light
Upon the Valley glow -
It is as a Vesuvian face
Had let its pleasure through -
And when at Night - Our good Day done -
I guard My Master's Head -
'Tis better than the Eider-Duck's
Deep Pillow - to have shared -
To foe of His - I'm deadly foe -
None stir the second time -
On whom I lay a Yellow Eye -
Or an emphatic Thumb -
Though I than He - may longer live
He longer must - than I -
For I have but the power to kill,
Without--the power to die—“
“The Poems of Emily Dickinson”, nr. 764.