Dickinsons poesi har en frigørende kraft. I digtet ”They shot me up in prose” forsøger ”they” – det vil sige familien og samfundet - at begrænse kvinden til den feminine rolle i hjemmet. Det kvindelige ”jeg” i digtet sammenligner det med, da hun som lille pige blev spærret inde i et skab. Ordet: ”Still!” skal få hende til at tie stille, men hun lever ikke op til de voksnes krav. Der er aldrig stille i hendes hoved, og deri ligger hendes frihed. Hverken familie eller samfund kan kontrollere hendes sind og tanker. Der er en rebelsk tone i digtet, og fuglen er en metafor for, at hun ikke lader sig begrænse. Dickinsons fysiske begrænsninger i hjemmet har muligvis inspireret hende og givet hende brændstof til at skrive digte. Ingen kan begrænse hendes ord og tanker, for poesien er grænseløs.
Dickinson får sin egen stemme, når hun skriver poesi, og hendes erfaringsunivers står i kontrast til de mandlige digterstemmer i samtiden og i den litterære tradition i det hele taget. Der var på Dickinsons tid en opfattelse af, at kvinder burde nøjes med at skrive breve og holde sig fra poesien, som var de mandlige forfatteres domæne. Tonen i digtet er derfor hånlig, og fuglen ler ad sine fangevogtere. Dickinson fnyser ad dem, som tror, de kan lukke munden på hende. Selve digtets eksistens er et bevis på, at det ikke er lykkedes for dem. I stedet har hendes begrænsninger i samfundet inspireret hende til at skrive digte.
“They shut me up in Prose —
As when a little Girl
They put me in the Closet —
Because they liked me "still" —
Still! Could themself have peeped —
And seen my Brain — go round —
They might as wise have lodged a Bird
For Treason — in the Pound —
Himself has but to will
And easy as a Star
Abolish his Captivity —
And laugh — No more have I — “
“The Poems of Emily Dickinson”, nr. 445.