Poesi og andre former for trods

Citat
”Hun mærker døden i sig mindst én gang dagligt, et øjeblik blæser den hende ren for alt andet. Hun kamuflerer sin smerte med en nynnen og ringer med sin klokke. Hun står lettet op hver morgen og om aftenen når barnet er sunget i søvn, tæller hun årene til det er voksent, og hun kan tillade sig at dø rigtigt.”
”Nej” i ”Poesi og andre former for trods”, s. 139.

Adda Djørups novellesamling ”Poesi og andre former for trods” fra 2015 har meget sigende en pistol på forsiden. Samlingen består nemlig af 17 noveller, hvor stemningen ofte er temmelig hårdt og sort trukket op, og hvor døden er en central med- og modspiller.

Det gælder blandt andet for novellen ”Arthur”, hvor en ulykkelig far har mistet sin søn og nogen gange tror, at han selv er sønnen. I ”Der er ingen ende på Paris” skyder jegfortælleren en potentiel elsker. Og i ”Nej” har hovedpersonen overlevet to dødsfald og en art fødselsdepression, og desuden er hun hypokonder. Ikke fordi hun er bange for døden, nærmere fordi hun glæder sig til at give slip på livet og ansvaret.

51571002

I det hele taget er døden det tema, der gennemsyrer alle novellerne – som en accept af, at døden er en vilkårlig del af livet. Et andet tema, der går igen i novellerne, er trods. I hver enkelt novelle er der personer, der overskrider grænser og gør vanvittige ting. En mor foretager en vanvittig overhaling på motorvejen, en lastvognschauffør slipper grise løs på en golfbane, en tredje går til psykolog bare for at sidde stille og stirre på et billede, og så er der lægen, der tager hen til togstationer og hulker til lyden af togets ankomst. Hver novelle har sine irrationelle momenter som en understregning af, at mennesket ikke er så rationelt, som vi ellers går og forestiller os.

Andre centrale temaer er psykisk sygdom, identitet og familieliv. I novellen ”Sten” behandles seksuelle overgreb, og i ”Brombærdalen” skrives en skrøbelig familieidyl frem, hvor mor og barn skal træde varsomt for ikke at gøre barnefaderen vred.

Den eneste novelle, der tematisk skiller sig ud, er novellen ”Poesi”, der er en art parodi på et forfatterseminar og en selvironisk kommentar til forfatterens egne digteriske evner. Her er stemningen beleven, og det er den såmænd også i de øvrige noveller, selvom de behandler voldsomme emner. Eksempelvis er der en munter triumferende trods og lykkefølelse i den jegfortæller, der i novellen ”Arthur” bliver gift meget ung, og som allerede til sit bryllup har en affære med manden, hvis søn døde for tidligt. Og den samme stemning bobler i hovedpersonen, der i ”Der er ingen ende på Paris”, skyder sin potentielle elsker.