Den anden udgivelse fra Djørups hånd er novellesamlingen ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, som udkom i 2007. Den består af 16 noveller, hvoraf flere af de første er situerede i barnets univers, mens den sidste halvdel udelukkende foregår i et voksent univers. Denne bevægelse skaber en sammenhæng på tværs af novellerne. Desuden hænger novellerne tematisk sammen ved, at de alle befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og fantastiske elementer.
En novelle, der på eksemplarisk vis afspejler dette spændingsfelt, er novellen med den lange og fiffige titel ”Spøgelser er én af de ting, man skal have set for ikke at kunne tro det”. I novellen drager to sørgende personer, en jeg-fortæller og hans Onkel Otto, til Firenze. Jeg-karakteren er for nylig blevet skilt fra Marianne, og Otto har netop nedsænket sin kone Hanne i jorden. Allerede på togturen til Firenze lufter Otto titlens spørgsmål for sin nevø, og det kommer til at danne afsæt for en lang række samtaler på ferien. Det viser sig, at Otto, som ellers er et meget rationelt menneske – en pensioneret konservator fra museet Glyptoteket – også har en anden og mere metafysisk side. Igennem hele sit voksenliv har han haft ‘et forhold’ til et genfærd af sin afdøde første forlovede, mens han nu, efter Hannes død, er begyndt at se genfærdet af hende i stedet. Og disse metafysiske forhold afslører han nu for sin overraskede nevø, der altid har betragtet Otto som en tør og kedelig onkel. Novellen er et eksempel på, at mennesker ikke altid kan være fuldt og helt til stede, hvor de er, men at de har brug for følelsesmæssige forskydninger, fordi de ikke kan tackle intimiteten i en nær kærlighedsrelation.
26911109
Alle novellerne i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv” tematiserer den menneskelige psyke, mellemmenneskelige relationer samt metafysiske og eksistentielle temaer som tro, liv, død og kærlighed.
Novellerne er knivskarpe rids af et eller et par menneskers historier, som fortælles frem. Drivkraften for de enkelte noveller er oftest en enkel, sær sætning eller en besynderlig hændelse, der dels bliver determinerende for novellens udvikling og for novellens karakterer. Fortællerfiguren skifter karakter fra novelle til novelle, og der benyttes både jegfortællere, tredjepersonfortællere og alvidende fortællere, hvorved Adda Djørup dels understreger pointen, at enhver udlægning er en fortolkning, og dels at det menneskelige liv er fuldt af roller og masker.
På forsiden afbilledes hun da også påført et stort sort skæg. Herigennem understreger hun, at forfatterens rolle er at påtage sig masker igennem sine mange fortællere.