Med ”Den mindste modstand” fra 2009 får Adda Djørup slået fast, at hun elsker at lege med genrer. Efter at have prøvet kræfter med lyrikken og novellerne er det denne gang en roman, hun diverterer læserne med. Romanen skydes i gang, da hovedpersonen Emmas elskede, JC, rejser til Australien i syv uger, og Emma samtidig arver farmorens sommerhus. Emma bliver sendt på en form for udviklings- og opdagelsesrejse; først syv ugers ophold i det nyerhvervede sommerhus i Tisvildeleje, og dernæst igennem en række menneskelige møder – blandt andet med det dansk-australske rigmandspar Inga og John.
27920586
I det hele taget er Emma, en kvinde i 30’erne, en opdagelsesrejsende i moderne forstand, hvilket betyder, at hun går på opdagelse i viden. For eksempel forelskede hun sig i sin tid i JC, fordi han fortalte hende detaljeret om gopler, og ”hun gjorde kun den mindste modstand” imod hans forførelse. Emma gør heller ikke megen modstand, når tanker trænger sig på – i stedet elsker hun at lade sig overmande af nye ideer.
Ligesom tankerne helst skal flyde frit, så glider Emma også ret frit og smertefrit igennem tilværelsen. Ganske vist er hun lidt ked af sin farmors død og har temmelig svært ved at nedsænke den urne i jord, der indeholder farmorens aske, men hun er ikke umiddelbart ked af, at hendes elskede JC ikke er med til begravelsen. Og dog kan man blive i tvivl, for der er i hvert fald en række følelsesmæssige forskydninger i spil. De kommer blandt andet til udtryk ved, at Emma ikke tager telefonen, når JC ringer fra Australien. Og i hendes forelskelse i rigmandsparret Inga og John, hvor hun ender med at have et lille intimt rendezvous med manden. Men Emma udtrykker aldrig, at hun er ked af det med sine ord, for ordene er i stedet knyttet til konkret viden for hende – hun bruger ordene til at beskrive en gople eller til at sætte spørgsmålstegn ved et utilstrækkeligt ordvalg. Og når det endelig handler om følelsesmæssige situationer, så er det ofte stilheden, der får lov at læge og danne bro. Eller tilfældet – som netop spiller hende et puds, da hun ikke kan forholde sig til, om hun vil være mor.
Adda Djørup siger selv om Emma, at hun er et forsøg på at skabe en morsom kvindefigur, fordi litteraturen mangler humoristiske kvindeskikkelser. (Jeppe Bangsgaard: Oprør mod den tragiske kvinde. Berlingske Tidende, 2009-09-24). Emma minder da også om en moderne udgave af Gustave Flauberts Emma i ”Madame Bovary”. Som denne Emma er hun letlevende ubekymret, men hos Djørup er der tilsat en stor portion filosofisk sprognørdethed og en frisk pludrende registrerende evne.