Chrsitian Dorph og Simon Pasternak
Foto: Isak Hoffmeyer

Dorph Christian og Simon Pasternak

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af cand.mag. Daniel Robert Andersen, 2016.
Top image group
Chrsitian Dorph og Simon Pasternak
Foto: Isak Hoffmeyer

Når makkerparret Dorph & Simon sætter sig for at skildre Danmarkshistoriens seneste tiår i kriminalromaner, ligger vægten på grænseoverskridelse, sindssyge og menneskelig eksperimenteren. De er som deres hovedpersoner børn af en tid hvor terror, atombombe og koldkrig påvirkede det meste og skabte en forestilling om at leve på lånt tid. Det er voldsomt, makabert og tankevækkende. Foreløbig er det blevet til fire anmelderroste bind med udgangspunkt i Drabsafdelingen i København.

 

51618238

Blå bog

Født: Christian Dorph 1966. Simon Pasternak 1971.

Uddannelse: Christian Dorph er cand.phil. i dansk. Uddannet fra Forfatterskolen 1990. Simon Pasternak er cand.mag. i litteraturvidenskab.

Debut: Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2007.

Priser: Ingen anført.

Seneste udgivelse: Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.

Inspiration: Sjöwall & Wahlöö og James Ellroy.

 

 

Dorph

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Werner var ikke nazist. Han var romantiker, det var jeg også. Vores legemer skulle være “i voldsom convulvisk bevægelse, for rædselsfyldt til at være bange”. Da Jens Baggesen står på toppen af domkirken i Strasbourg, hænger i spiret på jordens højeste bygning, er han i dødelig fare, og netop der er han rigtigt i live. Forstår du ikke den trang, den livslyst på trods?
Næ.”
Afgrundens rand, s. 282.

Christian Dorph er den kendte af de to ukendte medlemmer af krimiduoen Dorph & Pasternak. Han er født i Odense, har en ungdom på den yderste venstrefløj og slog efter uddannelse på Forfatterskolen og Aarhus Universitet igennem i den relativt eksklusive kreds af digtlæsende danskere med samlingen “Et stykke tid” fra 1992. Siden 1995 har han undervist i skrivning på Testrup Højskole. Efter nogle år fik han ideen til en krimi, som udkom i 1999 under titlen “Øjet og øret”. Den blev fulgt op med “Hylster” fra 2003.

Jeg kan godt lide at forføre læseren, og derfor er jeg meget optaget af plottet i krimien,” sagde han i den forbindelse. “Jeg er vel, hvad man kunne kalde en plot-mand. Jeg hader svage plots, og jeg kan godt lide at endevende et plot og diskutere mine plots, f.eks. med min forlagsredaktør.” (Carsten Andersen: Helt vild i halvfjerdserne. Interview i Politiken, 2005-11-13).

Forlagsredaktøren Simon Pasternak kunne også godt lide at snakke plots med sin forfatter. Men måske mente han, at arbejdet med at kværne hans manuskripter igennem var så stort, at han lige så godt kunne få sit navn med på omslaget. I hvert fald foreslog han, at de gik sammen om at skrive den næste. Han havde en supergod idé.

Simon Pasternak er kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet en monografi om en grønlandsk kunstner, som de færreste kender (“Oqaluttuartoq Jens Rosing” fra 1999).

Christian Dorph var ikke uimodtagelig for hans frieri, men havde betingelser. Det skulle være en danmarkskrønike, og den skulle starte i halvfjerdserne, et årti som trængte til rehabilitering, syntes han. Og sådan blev det. I dag er krimimakkerparret nået igennem både halvfjerdserne og firserne med de første fire romaner om Drabsafdelingen ved Københavns Politi.

Arbejdsfordelingen var fra første færd klart uklar: “Christian Dorph: “- (…) vi fordeler personer eller plotdele, og så skriver vi oven på hinanden. Jeg kan skrive et kapitel, og så skriver Simon det om. Så tager han måske nogle af de fede ting ud, men så putter jeg dem tilbage igen og omvendt. Det kan køre, indtil vi rammer rent. Når den er i skabet, er vi altid enige. Simon Pasternak: - Vi kan diskutere uendeligt, når noget ikke fungerer, og omarbejde det en million gange. Det er til at blive sindssyg over, og det behøver ikke engang at være vigtige scener. Vi havde en scene, hvor politifolkene skulle til Herlev og interviewe et vidne. Vi kunne ikke få dem rimeligt ind ad en bestemt dør. Det skulle være morsomt, men blev det ikke. Noget af det mest pinlige er, når man gerne vil være sjov, men ikke er det.” (Kristen Bjørnkjær: Frikadeller og noirkrimi. Interview i Information, 2010-08-27).

Om et øjeblik i himlen

“Hans far, Ove Rohde, kulturradikal, kommunist og gynækolog med fin privatpraksis i Store Kongensgade, der var åh så frigjort, havde haft fire koner og kendte PH, Aksel Larsen og Otto Gelsted, men hans grænse gik ved homoseksualitet. Det var umandigt og småborgerligt.”
“Om et øjeblik i himlen”, s. 201.

Dorph & Pasternaks debut “Om et øjeblik i himlen” fra 2005 åbner med et celebert triplemord. Direktør for modehuset Orbit Sten Bang med en fortid som populær talsmand for DKP og elsket oplæser på tv-avisen bliver myrdet sammen med sin hustru Ellen Bang, femme fatale, ugebladsyndling og arthouse-skuespillerinde, og deres lille datter. Sagen overgår til Drabsafdelingen i København. Hovedpersonerne er drabschef Ole Larsen, ham som forfatterne skændes om at få lov at skrive, fordi han bare er en “fin fyr”, og hans medarbejder og modsætning politiassistent Rohde med homoseksuelle tendenser, ud af et kulturradikalt lægehjem og gift med politidirektørens seksuelt ambivalente datter.

Handlingen udspiller sig efter Rote Arme Fraktions blodige gidseltagning i Stockholm i 1975 og trækker det lille team ind i den yderste venstrefløjs mest rabiate grupperinger og op i den nordsjællandske kulturkreds' mest dekadente sociale cirkler. Bindeleddet er en selvovervurderende filmskaber, som har lavet kunstfilm med Ellen Bang.

25941322

Undervejs skrælles det offentlige image af det myrdede par, og Ole Larsen og Rohde får et par kulturchok. Bang'erne gemte på mørke hemmeligheder. Larsen forelsker sig i den myrdede Ellens tvillingesøster, mens hans egen trofaste kone Grethe dør af kræft. Rohde bliver konfronteret med sin seksualitet i en bøsseklub. En yngling fører ham ind i en sauna, hvor han får den i rumpetten af en flok svedige herrer. Ikke så heldigt. Især fordi ynglingen er mindreårig. Og fordi han lige har gjort sin kone gravid. Og fordi det hele var iscenesat af overforbryderen. Det er helt indlysende ikke så godt for efterforskningen, men betyder det, at forbryderne slipper, og de mørke kræfter på venstrefløjen og i de depraverede overklassecirkler kan fortsætte deres spil uhindret!?

Afgrundens rand

“Han holdt Tina som prinsesse, og hende som slave, fars pige, mors luder, for hun lignede sin mor, og da hun begyndte at gro bryster, var han kommet til hende hver aften, når han var færdig på klinikken, stinkende af alkohol og gebislim og med de tørre, tørre hænder af for meget håndvask.”
“Afgrundens rand”, s. 308.

“Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt, og jeg vil skønne, at vi er to-tre år fra den…”, sagde finansminister Knud Heinesen i slutningen af halvfjerdserne og leverede dermed overskriften til det næste bind i Dorph & Pasternaks kriminalistiske gennemgang af Danmarkshistoriens seneste kapitler, “Afgrundens rand” fra 2007.

Så galt gik det som bekendt ikke. Regeringen skiftede, og danskerne fik en kartoffelkur. Men følelsen var virkelig nok, og afgrunden var meget andet end økonomisk. For eksempel var der AIDS. I ”Afgrundens rand” svæver politiassistent Rohde videre på kanten af sin egen personlige udslettelse. Det er 1979. Han er flyttet sammen med sin nye kæreste Søren i en lejlighed med udsigt over Ørstedsparken. En af deres venner er rykket ind med en mystisk sygdom, som giver ham tyndskid og pletter i ansigtet. Rohde er ikke så vild med, at han ligger og prutter og spiller pik i deres seng. Det bliver helt slemt, da han en dag kommer hjem og finder kæresten Søren i gang med at bestige ham. Rohde skrider og havner nok engang i en bøssesauna og får en på låget. Da han vågner, ligger han ved siden af en fed entreprenør, som har fået vommen skåret op. Under den myrdede ligger en tyrkisk dreng.

26943752

Larsen kommer og redder Rohde ud af suppedasen. Men helt godt ser det ikke ud. De har i den grad brug for at finde ud af, hvad der er sket, men det er ikke nemt. Entreprenøren er hovedrig og har indflydelsesrige venner, som ikke er interesseret i, at politiet stikker næsen i deres sager. Kulegravningen af mordet afslører en lille kreds af homoseksuelle ungdomsvenner, som i trediverne dyrkede Wagner og under krigen fik en åndelig leder i form af en tysk SS-officer. De mest fremtrædende medlemmer af den lille kreds ud over entreprenøren er en grønlandsforsker og en departementschef. Grønlandsforskeren skyder hovedet af sig selv, og departementschefen er en glat grå eminence. Er der noget rituelt over mordet? Måden entreprenørens mave er skåret op på, peger det mod Grønland? Kunne det være en gammel elev på et af de børnehjem, som entreprenøren finansierede? Andre spor peger bag ud mod mordet på digteren og nazisympatisøren Lars Nielsen umiddelbart efter krigen. Larsen og Rohde må kæmpe om læserens opmærksomhed med en ung, kvindelig efterforsker, Anita Jensen, som forelsker sig voldsomt i Lars Nielsens venstreorienterede søn, Informationsjournalisten Jens Nielsen, og får sig en overraskelse af de grimme, da den store finale udspiller sig i dokkerne i Gdansk.

Jeg er ikke her

“Det gav et gib i Larsen og Overgaard, da Tue Nordstrøm, en rund kleppert i bondeskjorte og med slasket hår og fuldskæg buldrede ind i køkkenet og rystede på hovedet.
“I to holder jer bare helt væk! Ellers får i en §22, stk. 4 lige i skallen og så ser I ham aldrig igen. Det er virkeligt uprofessionelt!””
“Jeg er ikke her”, s. 64.

Den kvindelige efterforsker Anita Jensen har ikke haft det nemt. Hun er blevet voldtaget af sin stedfar og gennemtævet af sin mand, og efter det dramatiske kærlighedseventyr i “Afgrundens rand” ryger hun tilsyneladende direkte fra asken til ilden. Vi er i gang med Dorph & Pasternaks tredje fortælling om Drabsafdelingen, “Jeg er ikke her” fra 2010.

Anita Jensen er i byen med en veninde. Hun havner i favnen på en it-millionær, som trækker hende med til en dekadent fest på SAS Royal Hotel, hvor hun bliver ufrivillig tilskuer til erotiske udskejelser og ledt i armene på en mystisk araber, før hun igen finder sammen med it-manden og ender i hans Hellerup-villa, kun for at konstatere, at han sniffer kokain. 

Men det skal blive meget værre, for samme nat bliver der meldt et mord via 112, og den hovedmistænkte er den araber, hun dansede med til festen. Den myrdede er en pige fra en pæn familie med en trist skæbne: Forældrene brændte ihjel i sommerhuset og efterlod hende med ansvaret for en autistisk lillebror. Hun hed Rikke og gav den som luder, datede en manisk digter og havde noget kørende med en diabolsk sadist, som tilsyneladende er araberen. Eller hvad? Han er i hvert fald over alle bjerge. I stedet sætter Larsen og Anita Jensen i med en eftersøgning af digteren.

28386575

Da de endelig finder ham, flygter han op i Frelser Kirkens tårn og springer ud. Han lander på et stillads og overlever, men på hospitalet låner han en spids blyant og hamrer den gennem øjet og ind i hjernen, og så er det slut.

Rohde, som ikke længere kan løbe fra sin skæbne, er blevet indlagt med AIDS i terminal fase. Han læser den dræbte Rikkes dagbog igennem og beder sygeplejerskerne rende og skide i havet, når de taler ned til ham, akkurat som Anita gør med lærerne, som taler ned til hende, da hendes søn begynder at stjæle. Og ligesom den flinke Larsen ville ønske, han havde gjort, da han bliver sat på plads af den socialpædagog, der har ansvaret for den autistiske bror til den myrdede Rikke. Efterforskningen fører til både Berlin, Østberlin og Mellemøsten, inden det store opgør udspiller sig på Bornholm, på åstedet for Rikkes forældres død.

Tal til mig

”Hvor afstumpet, hvor dansk at tro, at man var bedre, klogere. Roepolakker. Række ned, række op, underbetalte, kulier, som om de var undermennesker, slaver, hvide negre. Den danske charme. Hvad var danskerne andet end frygtsomme og svineheldige bønder, der havde vundet lotteriet?”
”Tal til mig”, s. 360.

”Tal til mig” (2015) er titlen på fjerde del af Dorph & Pasternaks krimiserie om Danmark op gennem årtierne. Vi er nu nået til slutningen af 1989 efter Berlinmurens fald og destabiliseringen af østblokken. I Drabsafdelingen tvinger et svigtende helbred drabschef Ole Larsen på pension. Kriminalkommissær Anita Jensen står klar i kulissen til at overtage, men pludselig går der (køns)politik i den. Anita tvinges ud i kulden, hvor hun oven i købet skal trækkes med den unge og nytilkomne kriminalassistent Jesper Henriksen, der dog hurtigt viser sig at være ganske effen, da en ny sag lander på kriminalkommissærens bord.

En ung kvinde findes tævet ihjel på Vesterbro. Kvinden har levet et omflakkende liv og har relationer til både DKP, det københavnske jetsetmiljø og Hells Angels, så hvor skal politiet egentlig lede efter den skyldige? Mens resten af afdelingen stiller sig tilfreds med en narkogæld som motiv for mordet, fornemmer Anita og Jesper, at der er noget helt andet på spil. Sporet leder mod Rumænien, hvor den myrdedes søster angiveligt er involveret i forsøget på at sætte Ceauşescu fra magten. Pludselig befinder både Jesper, Anita og tilmed den pensionerede Larsen sig midt i begivenhedernes centrum i Bukarest under Ceauşescus sidste dage, hvor ingen kan vide sig sikker på at slippe af sted med livet i behold.

51618238

Berøringen mellem dagligdagen på Drabsafdelingen og de store, historiske begivenheder har altid været et særkende ved Dorph & Pasternaks kriminalorienterede danmarkskrønike. Det gælder i høj grad også for ”Tal til mig”, der ender et sted langt fra det mord på Vesterbro, hvor det hele tog sin begyndelse. Karaktererne bliver revet med i en større fortælling, men de er også med til at forme den, og romanen viser, hvordan handlinger på individniveau får betydning for hele samfund. Dette især i kølvandet på skelsættende begivenheder som Berlinmurens fald, der gøder jorden for magtsøgende opportunister, som kan smede, mens jernet er varmt. I sådanne forvirrede øjeblikke i historien er det ofte tilfældigheder, der afgør, hvem der udråbes som helte og skurke.

Genrer og tematikker

“Han rejste sig op, han var ophidset, han gik over til pladespilleren, pickuppen skar sig igennem højttalerne, han rev den af pladen.
“Fy for helvede,” sagde han, “ikke nok med at du er ubehagelig, du er også dum.””
”Jeg er ikke her”, s. 158.

Christian Dorph og Simon Pasternak skriver ualmindeligt makabre og tempofyldte politiromaner. Det skal man ikke lade sig snyde af. Der er ikke tale om gennemsnitlige kioskbaskere. Ambitionen er at fortælle Danmarks historie fra 1975 og frem, men kronologien i bøgerne begynder faktisk allerede to hundrede år tidligere på det tidspunkt, hvor digteren Jens Baggesen er kravlet op i spiret på domkirken i Strasbourg i en handling, som refereres to gange i de foreløbigt fire bind fra makkerparrets hænder. Formentlig bliver det anskuet som emblematisk for romantikken. Er det ikke et romantisk forfatterskab, så er det et forfatterskab om romantikken og dens moderne efterliv. Hovedtemaerne er grænseoverskridelse, drøm, fantasteri, eventyr, splittelse, sindssygdom, naturdyrkelse, individdyrkelse, rus og hvad man ellers har af romantiske favoritudtryk. De kortlægges som kommunisme, nazisme, grønlandsforskning, avantgardekunst og firserdigtning m.m. og konkretiseres i terroristerne og kunstnerne i “Om et øjeblik i himlen”, de Wagner-inspirerede bøsser i “Afgrundens rand”, digterne, de sindssyge og terroristerne i “Jeg er ikke her” og i de desillusionerede kommunister og østbloksopportunisterne i ”Tal til mig”.

Dorph & Pasternak kigger om bag de forblommede paroler og myter og undersøger de fundamentale kræfter i det tyvende århundredes store politiske, kulturelle og videnskabelige strømninger. De skriver kulturhistorien om vilje, sex, drift og drøm, og de låner fra og henviser flittigt til faktiske skikkelser. Nogle af dem optræder under eget navn som f.eks. Simon Spies. Nogle går helt eller delvist igen i karaktererne, f.eks. Eigil Knuth, Poul Borum, Michael Strunge for at nævne et par stykker. Der er masser af andre. Forfatterne lægger ikke skjul på, at de har en stærk modvilje over for f.eks. kulturradikalismen og det nært forbundne socialpædagogisk formynderi i de offentlige institutioner. Forfatterskabets kærlighed ligger derimod hos romantikeren med fornuften i behold og fornuftmennesket med romantikken intakt, som Anita Jensen og Ole Larsen er eksempler på.

Stilistisk er vandmærket overskud. Sproget stjæler ikke opmærksomheden fra fortællingen. Alligevel vil en og anden formentlig tage sig i at tænke, det var fandens og studse over observationernes præcise og sansede karakter. Der tappes og bankes Look 100 og Prince ud af pakningerne på en måde, som om halvfjerdserne og firserne var i går. Hermed er den anden side af forfatterskabet også antydet, modvægten til den højspændte romantik; en sikker hverdagsrealisme. Forfatterne kan deres krebinetter og stuvet hvidkål.

Beslægtede forfatterskaber

Politiromanens popularitet har været eksponentielt voksende, siden Sjöwall & Wahlöö gav den sin skandinaviske udformning i slutningen af tresserne. Folk fra alle ender og kanter af kulturlivet, men særligt journalister, har prøvet kræfter med den. I sin prototypiske form er den en tematisering af gamle nyhedshistorier, en romanvariation over en bedaget avis.

Christian Dorph og Simon Pasternak dykker ned under medie- og formidlingsflimmeret og finder afsæt i kulturhistoriens dybere strømninger. Ganske karakteristisk spytter de ikke værker ud med det for krimiforfattere normale etårs interval, men med to og tre års mellemrum. Der er ikke tale om industriproduktion med bestsellerlisterne som primært mål, men hjerte- og hjerneværk, som man forestiller sig, det kunne se ud, hvis forfatteren Jan Sonnergaard gik sammen med filosoffen Frederik Stjernfelt og dokumentaristen Peter Øvig Knudsen om at skrive krimifiktion. Det er kritisk bevidsthed, kulturhistorisk passion, besindelse og nysgerrighed tænkt og følt ud af det samme kollaps: “Simon Pasternak: - Vi er jo vokset op med, at enten døde man af atombomben, en terrorbombe, aids eller det smukke 80er-selvmord. Der lå en gråhed over det hele, en koldkrigsalvor, som måske også var overalvorlig. Christian Dorph: - Omkring 1980 er der et værdisammenbrud, hvor venstrefløjen kollapser. Den har fyldt meget i mange år med svar på alting: Vi var ulykkelige, fordi vi havde kapitalisme, og socialisme ville gøre os lykkeligere, og så står man tilbage med kroppen, døden, kunsten og storbyen, de ingredienser, som bliver til 80er-lyrikken med en enorm patos. I dag er det, som om man har glemt døden, udskyder den og undgår den med sundhedsdyrkelse og fitness«.” (Kristen Bjørnkjær: Frikadeller og noirkrimi. Interview i Information, 2010-08-27).

Bibliografi

Romaner

Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2005.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Afgrundens rand. Gyldendal, 2007.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Jeg er ikke her. Gyldendal, 2010.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Tal til mig. Gyldendal, 2015.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
Helt vild i halvfjerdserne. Politiken, 2005-11-13
Bjørnkjær, Kristen:
Frikadeller og noirkrimi. Information, 2010-08-27.