Forbrydelse og straf

Citat
”Det er vanskeligt at forestille sig hvordan nogen kunne synke dybere og havne i mere krasse omgivelser; men disse omgivelser passede faktisk Raskolnikov udmærket i hans nuværende åndelige forfatning. Han havde isoleret sig helt fra andre mennesker, trukket sig ind i sit skjold som en skildpadde; og selv synet af tjenestepigen (...) fik galden til at stige op i halsen på ham.”
”Forbrydelse og straf”, s. 36-37.

”Prestuplenie i nakazanie” fra 1866 (”Forbrydelse og straf”, 2010) er nok den mest berømte af alle Fjodor Dostojevskijs romaner, og mange af temaerne fra ”Kældermennesket” bliver videreudviklet i den store og komplekse fortælling om den unge, forarmede student Rodion Raskolnikov. Han føler sig også fremmedgjort i verden og betragter sig som en slags overmenneske, der er hævet over lov og moral og derfor har ret til at slå et andet menneske ihjel. En dag beslutter han sig for at slå den griske pantelåner Aljona ihjel med en økse, og i angst for at blive opdaget slår han også hendes unge søster Lizaveta ihjel.

29260516

Han synes, at han ved at myrde og udplyndre pantelåneren har gjort verden til et bedre sted: ”Hvad betyder vel den onde, dumme, svindsottige kællings liv på almindelighedens vægt? Ikke mere end en lus eller en kakerlak, for den gamle er jo et skadedyr.” (s. 81). Men det koldblodige dobbeltdrab begynder alligevel at nage Raskolnikov, og som i en slags krimiplot udspiller romanens første del sig som en stadig mere nervespændt udveksling mellem morderen og efterforskeren, politimanden Porfirij. Da Raskolnikov endelig bliver fanget, overgiver han sig frivilligt til sin straf og bliver sendt i fangelejr i Sibirien. Her finder han en slags fred med sig selv og sin forbrydelse i mødet med en tidligere prostitueret og ikke mindst i sin overgivelse til kristendommen.

”Forbrydelse og straf” kredser om forbrydelsens natur, om skyldsspørgsmålet og søger at belyse, hvorfor Raskolnikov slog ihjel. Hovedpersonen er selv splittet (hans navn er afledt af det russiske ord ”raskol”, der simpelthen betyder ”splittelse”) mellem flere forskellige motiver, men spørgsmålet forbliver ubesvaret. Og måske er hverken forbrydelsen eller dens motiv det centrale i romanen. Til gengæld er Raskolnikovs anger og den lidelse, der fører til hans erkendelse af egen skyld afgørende for, at han kan bevæge sig væk fra sit menneskefjendske, nihilistiske livssyn og henimod den kristne tro, der for Dostojevskij er den eneste måde, hovedpersonen kan sone sin brutale forbrydelse på.