Idioten

Citat
”Hans hjerne og hjerte fyldtes af et ganske usædvanligt lys; al hans uro, al tvivl og nervøsitet forsvandt med ét og afløstes af en ligesom ophøjet fornemmelse af ro, der var fuld af en lys og harmonisk glæde og af håb, fuld af indsigt og et uendeligt klarsyn. Men disse øjeblikke, disse glimt af lys, var ikke andet end en forudanelse om det sidste sekund (...), hvor selve anfaldet begyndte.”
”Idioten”, s. 301.

Den unge, blonde adelsmand Fyrst Mysjkin er titelfiguren i ”Idiot” fra 1868 (”Idioten”, 2010), den anden af Dostojevskijs tre store romaner, der betragtes som hans hovedværker. Idéen med bogen var ifølge forfatteren selv ”at skildre et fuldkomment skønt og rent menneske”, og sådan et menneske er Mysjkin altså: den rene godhed, ikke i stand til onde hensigter eller til at nære mistro mod andre mennesker. Han er faktisk så god og godtroende, at han regnes for en idiot.

52329906

I en togkupe – på vej hjem fra sanatorieophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for epilepsi – møder Mysjkin den jævnaldrende Rogozjin, der i modsætning til fyrsten er fuld af skepsis mod omverdenen og alle han møder. Han opfatter Mysjkin som tossegod og nærmest barnagtigt naiv, men det viser sig at fyrsten, næsten som en seer, kan kigge bagom andre menneskers facade og gennemskue deres lidelser og smerte. Men han er også verdensfjern og har svært ved at begå sig i samfundets praktiske virkelighed. Således spurgte lektor emeritus i russisk litteratur Kjeld Bjørnager, i sin omtale af romanens nyoversættelse i tidsskriftet Kontur, om Mysjkin er idiot ”fordi han ikke ser intriger og ondskab, men kun smerte og ulykkelige mennesker? Er han idiot, fordi han går alt i møde med et åbent, barnligt sind og siger sandheden, selv når den er ilde hørt?” (Kjeld Bjørnager: Nyoversættelse af russisk klassiker. Kontur nr. 15, 2007, s. 61).

I togkupeen introduceres også Nastasja Filippovna, fortællingens femme fatale, der selvdestruktivt kommer til at sætte gang i det trekantsdrama mellem hende, Rogozjin og Mysjkin der ender i stor tragedie.

”Idioten” kan virke springende og næsten kaotisk i sin opbygning, men sammen med Dostojevskijs flerstemmige skrivestil er det med til at understrege de store spørgsmål, som romanen stiller. Hvad er godt, hvad er ondt? Hvad er sandt, hvad er falskt? Og kan man overhovedet stille dem op som modsætninger, når gode mennesker ikke altid træffer de rigtige beslutninger, mens onde mennesker også kan vække sympati? Måske er Mysjkin og Rogozjin ikke modsætninger, men spejlinger. Og måske er idioten ikke den, man regner med.