Da novellesamlingen “Superego” udkom i 2000, roste anmelder Jens Kistrup bogen i Weekendavisen for at skildre skellet mellem “den ydre scenevante succes og den indre følelsesflossede fiasko, der er tidens dobbelte trend lige nu” (Jens Kistrup: In at være trendy. Weekendavisen, 2000-05-31).
“Superego” portrætterer en ungdomsgeneration, der som den første i nyere tid, gør en dyd ud at være ligeglad – i hvert fald ud ad til.
22950363
Fra 50’ernes rebelske rock ‘n’ roll-dyrkelse, over 60’ernes beat- og ungdomsoprør, til 70’ernes hyper politiske flipperkollektivisme og 80’ernes punkede fuckfinger: Til alt dette svarede ungdomsgenerationen i 90’erne med et ligegyldigt: “Nå?”. Rock, oprør, politik og punk var alt sammen yt, og tilbage stod ironien, kropsdyrkelsen og selviscenesættelsen. Det er denne generation, som “Superego” skildrer. I novellen “Pels” møder vi Ralph, der bruger tilværelsen på skiftevis at feste til langt op ad formiddagen, have sex med tilfældige kvinder og arbejde med massive tømmermænd. Ralphs værdier indskrænker sig til vigtigheden af at have det helt rigtige tøj på – og samtidig foragter han andre, der går op i det, som når han ironisk citerer en Politiken-overskrift: “Det er IN at være TRENDY” (side 20).
Ungdomstematikken ses også i en tilbagevendende mistillid til “de voksne”. Nogle af novellerne nøjes med at genlyde 60’er-mantraet “Stol ikke på nogen over 30!”. I andre, for eksempel “Origami”, er der tale om en decideret aldersangst. Hjemmehjælpervikaren Heidi hyler sin bartenderkæreste ud af den med historier om de gamle, døende og ubehjælpsomme, som de er. Det er dødsangst, der hos de unge mennesker kommer til udtryk som frygten for forfald. Når to venner i “Voldtægt” afbryder et overgreb på en 13-årig pige, så er det ikke så meget af moralske hensyn, men fordi hun med sin “udstråling” har potentiale til at blive “… en af de smukkeste […] Men ikke hvis hun bliver ødelagt.” (side 156) Det unge, smukke og rene skal beskyttes – mod fysisk, psykisk og moralsk forfald.
Selv om novellernes figurer på overfladen virker hårde og kyniske, så dækker det ofte over en indre splittelse, længsel eller ensomhed. Som personen i “Røgringe”, der længes efter sin ekskæreste og i stedet ender med at onanere til en pornofilm i tændstikæskestørrelse på oversigtskanalen. Eller som René, hovedpersonen i “Kondens”, der har en affære med en gift kvinde, men først plages af samvittighedskvaler, da hendes teenage-papsøn finder ud af det.
Novellerne er alle skrevet i 1.person jeg-form, nogle af fortællerne nævnes ved navn, mens andre fremstår anonyme. Formen underbygger det realistiske og intime, der trods den stedvise kynisme giver læseren en følelse af fortrolighed med personerne. Samtidig medvirker det til at gengive det “nu”, som fortællingerne befinder sig i, og som kendetegner 90’er-realismen.