Sideløbende med “Rummet uden tid” skrev Inge Eriksen yderligere to romaner, som kan siges at falde indenfor science fiction-genren, nemlig “Den japanske millionær” fra 1987 og “Benedetto og Llalinini” fra 1988.
Den første er en fremtidsvision af et Europa, hvor teknologi spiller en stadig større rolle, og romanen er med sin blanding af teknologifokus og noir-univers et bemærkelsesværdigt bud på tidlig cyberpunk, som ellers først for alvor bed sig fast som genre i starten af 1990’erne med amerikaneren William Gibsons romaner som sin mest fremtrædende repræsentant.
“Benedetto og Llalinini” skrev Inge Eriksen sammen med forfatteren Mark Hebsgaard, og med den skriver hun sig igen ind i en klassisk litterær genre, nemlig brevromanen. “Benedetto og Llalinini” former sig således som en brevveksling i 1294 mellem paven Bonifacius VIII og en smuk rumkvinde. Det er en roman om forbudt kærlighed, men det er også en beskrivelse af to civilisationers møde, og de refleksioner, det giver anledning til.
I Inge Eriksens foreløbig sidste science fiction-roman, “Alice, Alice” fra 1991, genfinder man mange af tematikkerne fra “Rummet uden tid”. Romanen handler om den humanistiske og pacifistiske rumstation Alice, der besættes af brutale lejesoldater. Igen skildrer Inge Eriksen således det utopiske samfund, der må kæmpe for at overleve i mødet med en aggressiv overmagt.