Da Inge Eriksen i december 2001 modtog Otto Gelsted Prisen, sagde Suzanne Brøgger i sin tale: “Inge Eriksen har været globaliseret længe før verden vidste, at den var det” . I Inge Eriksens romaner handler ingen alene eller autonomt. Alt hænger sammen. Vi er ikke isolerede øer, hverken som individer eller som nationer. Derfor er det altid de store fortællinger, Inge Eriksen beskæftiger sig med, både ideologisk, politisk og historisk, men altid med individet som udgangspunkt. Hendes romaner er dannelsesromaner og udviklingsromaner i traditionen fra f.eks. “Pelle Erobreren” af Martin Andersen Nexø, der også insisterer på den uløselige – men dybt vanskelige – sammenhæng mellem den store og den lille historie. Mellem samfund og individ. Mellem politiske og private kampe. Det hele menneske realiserer både sit politisk-sociale potentiale og sit følelsesmæssige ditto. Det forstår både at kæmpe og at elske. Ind imellem disse to yderpoler – kampen og kærligheden – ligger arbejdet, den frugtbare og engagerede sameksistens med omverdenen.
En gennemgående figur er kvinden, der tager hånd om sit eget liv, og som fastholder sine drømme uden at miste fodfæste i virkeligheden. Inge Eriksens romaner har fra begyndelsen været præget af en stærk politisk tone, og selvom hun siden har revideret mange af sine synspunkter fra dengang (det gælder bl.a. holdningen til EU, som hun i dag går ind for, men i 1970’erne agiterede imod), er det politiske og samfundsmæssige engagement fortsat et grundstof i forfatterskabet. Der er da heller ingen tvivl om, at der går en lige linje fra Inge Eriksens eksplicit politisk- og samfundsdebatterende forfatterskab i 1970’erne til hendes science fiction-romaner i 1980’erne. Hvor forskellige disse bøger indbyrdes kan virke, leverer de alle en kritisk kommentar til den bestående samfundsform, og forsøger at give et bud på noget nyt.
Et helt centralt tema i forfatterskabet er således utopien, drømmen om et alternativt samfund, og derfor er Inge Eriksens science fiction-forfatterskab da også karakteriseret ved primært at fokusere på samfund og mennesker, snarere end på teknologi. Den ideologiske fane har således altid været holdt højt i Inge Eriksens forfatterskab, selvom pessimismen har skinnet igennem i det seneste tiårs romaner. I den forstand spejler forfatterskabet i høj grad den udvikling, der har præget efterkrigstidens politiske og ideologiske landskab. Inge Eriksen dækker spektret fra 68-generationens optimistiske fremtidstro over 1980’ernes teknologiskepsis og økologiske dommedagsvisioner, til håbet om en ny begyndelse efter Murens fald, til 1990’ernes fragmenterede, uigenkendelige verdensorden, og endelig de store og voldsomme kultursammenstød i begyndelsen af det 21. århundrede.
Med et forfatterskab bag sig, der inkorporerer de sidste 70 års historie – fra 1930’erne til i dag – har Inge Eriksen etableret sig som en yderst markant røst i nyere tids danske litteratur. I dette forfatterskab spiller rejsen og den rejsende som figur til stadighed en fremtrædende rolle, for uden rejsen, intet møde, ingen inspiration, ingen nytænkning, ingen forandring af det bestående. Rejsen er dét, der åbner vores øjne mod verden. Hvor forfatterskabet i 1980’erne udpræget beskæftiger sig med galaktiske rejser, vender Inge Eriksen i 1990’erne tilbage til planeten Jorden, men rejserne bliver ikke mindre intense eller betydningsfulde af den grund. Inge Eriksens romaner fra denne periode og frem er dybt præget af de omvæltninger, som i første omgang Europa – med Murens fald i 1989 – og siden resten af verden – med de store kultursammenstød og 11.september 2001 – undergår på tærskelen til det ny årtusinde.
Personerne i disse romaner er alle rejsende – nomader er måske i virkeligheden det rette ord – i bestandig søgen efter et hjem, en identitet og et holdepunkt i en verden, der ikke længere er, som den engang var.