I den 15 sider korte tekst er der et forløb med en mand og en kvinde, der kører i bil fra Oslo til Gøteborg, hvor de indlogerer sig på et hotelværelse. Afbrudt af associationer og refleksioner kommer teksten omkring det at bo og føle sig hjemme, kroppens botanik og en hel del om alkohol. Teksten er komponeret som en biltur med voldsomme temposkift og en stedvis dvælen ved udsigten og tanken. Sætningerne skifter mellem at være korte, gentagende hovedsætninger og lange rummelige sætninger. På bogens sidste sider går teksten mere og mere i opløsning for at slutte med kun et enkelt ord, ly, på sidste side.
29143544
Teksten har både et vi, du, jeg og han som udsigelsesinstans. Jeget trænger til forandring og finder den i første omgang i naturen uden for vinduet, hvor de små hårde knopper på rododendronbusken er blevet større, og hvor æbletræet har fået blomster i det tidlige februarforår.
I den danske udgave er optrykt et længere interview med Tomas Espedal, som Andreas Vermehren Holm fra forlaget Virkelig har foretaget i Bergen i 2011. Her fortæller Espedal om ”LY”s tilblivelsesproces og position i forfatterskabet i en samtale funderet i læsning af Espedals værker og øvrig litteratur. Tomas Espedal har et meget nært forhold til at læse og skrive, og man forstår, at det er igennem litteraturen, at han ser og forstår verden. Han skriver verden frem i litteraturen, forsvinder i litteraturen, men må også stoppe sin skrivning, hvis han kommer ned i noget, der vækker en rædsel i ham. Skrivningen er et rum for erkendelse og erfaring og kan på den måde være et voldsomt sted at opholde sig.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ly"