Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

Citat
”Næst efter at skrive og tænke, kan du godt lide at gå. Det må da kunne gøres til et arbejde: en vagabond. Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere. Men i dag er det et arbejde og en værdighed der er ved at dø ud. I hvert fald i velfærdslandet Norge. Og du tænker: nogen bør tage vare på denne form for arbejde. Nogen må påtage sig dette ansvar. Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand.”
”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, s. 32.

Romanen ”Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv” fra 2006 (”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, 2007) er en selvbiografisk roman om at gå: at gå hjemmefra, gå fra forstanden, gå i hundene, gå til verdens ende.

Jeg-fortælleren Tomas går i bogens begyndelse ud ad døren i sit hjem i Bergen uden at vide, hvor hans fødder vil føre ham hen. Efterhånden som rejsen tager form, får fortælleren dog mening ud af hvert skridt i takt med, at vandringen fører til erkendelse og selvindsigt. Det at blive vandringsmand bliver fortællerens første arbejde nogen sinde.

Han går nordpå langs kyster, gennem byer og over fjelde og mødes med sin vandreven Narve, med hvem han finder hvile og laver planer for kommende gåture.

27419607

I bogens anden del følger vi Tomas på vandringer i Europa. Han køber spontant en bil og kører til Paris, hvor han stiller bilen fem dages vandring nord for byen. Herfra går han den såkaldte Rimbaud-strækning, hvor den franske poet i sine unge dage travede hjemme fra sin mor og ind til Paris. Da fortælleren ved ankomsten til Paris endelig føler, at han er blevet en anden, bliver han genkendt af en kulturjournalist fra Bergen, og så er det hele ødelagt.

Tomas og Narve går i løbet af deres fælles vandrekarriere på en 2500 år gammel rute, den lykiske vej, fra Delfi i Grækenland rundt om Tyrkiets sydkyst. Vi hører om deres møder med andre kulturer, blodige gnavsår og søvnløse nætter under åben himmel.

Vandreturene er rammen for romanen, som udfyldes af fortællerens refleksioner over livet, døden, ensomheden og kærligheden samt mere håndgribelige emner som en god rygsækstørrelse, asfalt som vandreunderlag og hyppigheden af frisørbesøg. Gennem romanen skriver fortælleren sig eksplicit op imod verdenslitteraturens andre vandrere og tænkere og er i en fortløbende dialog med disse.

I samme modus som en lang vandring flyder romanen af sted med digressioner, indlagte højdekurver, hvilestunder og tid til refleksion, eftertænksomhed og erkendelse. Med litteraturhistorien som klangbund går Espedal sig selv i møde i en roman, der vakler mellem at være roman, selvbiografi, dagbogsnotat og rejseskildring. Genreoverskridelsen er en erklæret del af romanprojektet, der uden at bekende sig til en bestemt genre måske opfinder sin egen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Gå"