Som gængse romaner med fremadskridende handling opholder Tomas Espedals romaner sig i udkanten af romangenren, men som selvbiografisk roman, kunstroman eller dagbogsroman lever de op til prædikatet roman. Selv siger han om romanbegrebet og dets rummelighed: ”I mine seneste bøger har jeg jo rent faktisk prøvet at undersøge, hvor meget romanen som form kan holde til. Jeg har brugt autentiske breve, dagbøger, digte og notater og så prøvet at se, om det stadigvæk kunne være en roman. Det er romanens muligheder, vi skal udforske yderligere.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02).
I ”Mod kunsten” er der stof til en tyk slægtsroman, men Espedal har kogt historien ned til et minimum i sit fortættede sprog. Hans baggrund som lyriker sætter sit præg på hans forfatterskab: ”I de år, jeg har skrevet romaner, har jeg forsøgt at tage kvaliteterne fra lyrikken og føre det over på prosaen. Jeg vil gerne skrive meget komprimeret. Jeg skriver i hånden, og jeg skriver om mange gange. Så alt fyld forsvinder.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). Uden at koge historierne helt ned til en koncentreret Maggi-terning, som f.eks. Peter Adolphsen gør det, har han kondenseret dem og tilladt så meget luft omkring dem, at læseren selv kan udfylde portrætterne.
Espedals bøger kredser om identitetsskabelse: han undersøger, om man kan forandre sig og blive en anden eller om man altid vil forblive den samme.
Hans nænsomme registreringer af natur og omgivelser fylder meget i hans bøger, og det er med en videnskabsmands nøjagtighed, han beskriver sit skrivebord, æbletræer i blomst og kystlandskaber. Kombinationen af den filmiske konstatering og de vidtløftige refleksioner giver Espedals bøger en både meget jordnær og flyvsk karakter, hvilket afspejler hans egne tanker om romanen som udtryk for både kunstnerisk virke og reelt dagligdags arbejde.
Det selvbiografiske element i Espedals bøger er meget tydeligt: fortælleren hedder Tomas, og der er udtalt overensstemmelse mellem forfatterens og fortællerens livsforløb. Han lægger ikke skjul på, at han bruger sit eget liv som baggrund for sine værker, og intentionen synes at være at lade liv og værk smelte sammen.
Undervejs i sit forfatterskab er han meget samfundskritisk og holder sig ikke tilbage for at revse dumme, nyrige nordmænd og deres falske livsstil. Der er et nostalgisk præg over hans bøger, en længsel efter gamle dage og en modvilje mod den nye, fordummende verden. Espedal skriver alle notater i hånden og manuskripter til sine bøger på skrivemaskine, og sammen med projektet med at gå bliver det en manifestation af at sætte tempoet ned.
Fotobogen ”Mitt privatliv” (2016) udgøres af Tomas Espedals egne fotografier ledsaget af tekster om kærlighed, glemsel, blomster, lamper og senge i hotelværelser. Billederne er placeret i tid og sted, og bogen er en kærlig hyldest til hans mor: ”det jeg har lært om skriving og fotografering, det har jeg lært av min mor”, som der står (s. 9).