Karen Fastrups anden roman “Mine syvogtyve sansers elskede” fra 2003 følger flere forskellige historier, som alle knytter sig til parret lægen Anna og geologen Clemens. En af historierne foregår i 1996. Her er Anna og Clemens, som begge er over 70, draget ud i den Libyske ørken. Ingen ved hvor de er, eller hvorfor de er taget af sted, men det sætter deres søn Tore sig for at finde ud af. Tore sidder på et hotel i en ørkenby i Ægypten og optrævler forældrenes forhistorie. Han læser deres dagbøger, betragter gamle fotografier og læser deres videnskabelige optegnelser, og alt imens opruller han forældrenes ungdoms- og voksenliv for læserne.
Tråden, der kan fortælle om parrets forsvinden, fører tilbage til en geologisk ekspedition i 1958. Anna er med Clemens på ekspedition sammen med Leo og Peter, og relationelle forviklinger opstår, som giver sig udslag i et voldsomt drama med fatale følger.
En anden tråd trækkes helt tilbage til Clemens barndom og ungdom i Viborg omkring Anden Verdenskrig. En tredje følger, hvordan Anna og Clemens mødes, og hvordan deres liv i København udfolder sig i starten af 50’erne. Og sidst, men ikke mindst, følger vi også Tores nutid, hans tanker om konen Mette, som venter derhjemme, og hans møde med en kvinde, som er helt anderledes end Mette.
24837181
Alt i alt er der mange tråde, som væves sammen i “Mine syvogtyve sansers elskede”.
Karen Fastrup formår desuden at skabe et sammenhængende billede af sine karakterer.
Anna beskrives som en nervøs personlighed, som vipper mellem en charmerende mundharpeblæsende original og en desperat person uden kontrol. Kontroltabet ligger på lur, når der ikke er nogen, der holder godt fast i hende. Annas dagbogsnoter fra ørkenen eksemplificerer på fin vis, hvad der sker, når hun mister kontrollen.
Den lidt mærkelige titel “Mine syvogtyve sansers elskede” referer til Kurt Schwitters dadaistiske digt “Til Anna Blume”, som er et stærkt og sanseligt forelskelsesdigt, der indledes med netop den linje. Linjen passer godt på Anna i romanen, som er meget sanselig. Faktisk så sanselig, at hun får lyst til at indoptage det, hun sanser - blandt andet nogle gulvbrædder! Sanseligheden er både fantastisk lystfyldt, men også destruktiv, fordi hun har svært ved at styre den.
“Mine syvogtyve sansers elskede” er, ligesom “Brønden”, en psykologisk roman, hvor personernes traumer, der altid udspringer af relationelle konflikter, må konfronteres for at de kan leve et helt og nærværende liv. ‘Brønden’ i dette værk er dels barndommens traumer og dels de traumer, der opstår i et forhold med utroskab og jalousidrab. Ørkenens grænseløshed er et stærkt billede på, hvor uoverskueligt livet kan tage sig ud, når man risikerer at miste – sig selv eller sin kæreste – ligesom brønden, der beskrives såvel i indledningen som i afslutningen af romanen, er et markant billede på, hvor dybt et menneske kan synke ned i afmagt.