Genrer og tematikker

Karen Fastrups romaner er særdeles psykologiske. I de to første romaner lader hun sine karakterer dykke ned i brønden i en udforskning af deres fortid for at nå frem til at kunne etablere en fornuftig fremtid. I “Begravelsen” er brønden som symbol på søgen efter mening skiftet ud med to andre symboler, nemlig med graven og jagttårnet. Graven bliver indbegrebet af alt det, Paula må gøre op med, førend hun kan begrave det. Og jagttårnet symboliserer vejen derhen. Det er et symbol på menneskets jagt efter mening, på hippiernes idealer om at være ét med naturen og på det at være fanget i sin egen fortid. Sidstnævnte mening opstår ved, at Ingmars bror Gösta benytter jagttårnet som et flugtsted. Efter at han bliver hjerneskadet, bruger han et utal af timer i jagttårnet på at kaste sig ind i væggen og brøle og buldre som et dyr, der er fanget, ikke i et bur, men i sin egen krop.

Samlet set kan man sige, at Karen Fastrup har noget så gedigent oldschool som et udpenslet budskab i sit forfatterskab, som er, at det først er i opgøret med ens fortid, at den kan begraves. Dette tema står meget tydeligt frem i Fastrups seneste roman ”Hungerhjerte”, hvor hovedpersonen får så alvorligt kludder i kærlighedslivet, at hun kommer i behandling for en psykologisk lidelse. For at komme sig, dykker hovedpersonen ned i fortiden, og hun viser læserne, hvorledes de mønstre for kærlighed, der grundlægges i barndommen, kan følge en for resten af livet. I værket beskrives barnet Karens enorme trang til at føle forældrenes kærlighed, og hvor mange krumspring hun gør for, at de skal elske hende. I ungdommen søger hun kærlighed og bekræftelse ude i nattelivet som for at kompensere, og i mødet med Jan genlever hun på en måde sit forhold til faderen, idet Jans behov for at føle sig fri får Karen til at tvivle på hans kærlighed til hende.

Et andet budskab, som præsenteres i både “Mine syvogtyve sansers elskede”, “Begravelsen” og ”Hungerhjerte”, er, at skriften kan forløse. At mennesket kan benytte pennens brod til at spidde fortiden og komme overens med sin historie og sig selv. I den autofiktive ”Hungerhjerte” gør det psykiske sammenbrud ganske vist forfatteren og oversætteren ude af stand til at skrive, men hun bliver også tidligt i sit sygdomsforløb klar over, at hendes erfaringer må omdannes til romanform. Terapi og skrift bliver således sideløbende spor i værket.