I sin skrivestil og med sine psykologiske tematikker ligner Karen Fastrup meget lidt den generation af forfattere, der har debuteret i starten af det 21. århundrede. Denne generation, som blandt andet tæller forfattere som Dy Plambeck og Ina Merete Schmidt, er i højere grad ironiske betragtere af verden end psykologiske fortolkere af den. Fastrup siger da også selv, at hun ikke oplever det store slægtskab: “Jeg føler ikke, at jeg har så meget til fælles med mine jævnaldrende danske kolleger. Det er det øde land og landbomiljø, der især fascinerer mig lige nu. Jeg tror aldrig jeg vil komme til at skrive om unge, der driver fra café til café i København. Jeg er selv vokset op på en pløjemark, men vi var egnens tilflyttere, og min far var akademiker, så vi faldt aldrig helt til. Derfor er jeg vokset op med et fremmed blik på den verden, jeg befandt mig i.” (Malene Wichmann: Den uortodokse læser. Information, 2007-05-12).
Dette fremmede blik på verden bruger Fastrup flittigt i sine værker. Både Emma i “Brønden”, Clemens og Anna i “Mine syvogtyve sansers elskede” og Paula i "Begravelsen" bølger i en bevægelse mellem fremmedgørelse og sammensmeltning. Især de kvindelige karakterer er skiftevis fremmedgjorte over for sig selv og fuldt integrerede, de føler sig skiftevis fremmedgjorte over for andre mennesker for dernæst at føle sig sammensmeltede med dem, og deres relation til naturen er ligesådan. Denne fremmedgørelse har hun til fælles med den generation af forfattere, der debuterede i 1990’erne, såsom Kirsten Hammann med romanerne “Vera Winkelvir” og “Bruger de ord i kaffen” og Christina Hesselholdt med romanen “Kraniekassen”. Men hvor disse 90’er-forfattere afspejler fremmedgjortheden ved at lade den trænge langt ind i sproget og i fortællingernes strukturer, så er Karen Fastrup mindre fragmentarisk i sin sproglige stil. Med sin kritik af 70’ernes frigørelsesprojekt i romanen “Begravelsen” og til dels også ”Hungerhjerte” bliver det desuden oplagt at drage paralleller til Naja Marie Aidts digtsamling “Bavian” fra 2008 og Katrine Marie Guldagers “Lysgrænsen” fra 2007, som begge er skrevet på et opgør med 70’erne. Desuden er det værd at trække en parallel til nordiske forfattere som Kerstin Ekman og Herbjørg Wassmo.
Hovedkarakteren Anna fra “Mine syvogtyvesansers elskede” har mange fælles træk med Herbjørg Wassmos Dina fra “Dinas bog”, “Lykkens søn” og “Karnas Arv”. Både Anna og Dina lever på grund af og på trods af deres begær, og begge har en tendens til at smelte sanseligt sammen med deres omgivelser – både i form af andre mennesker og i form af landskaber.
”Hungerhjerte” tematiserer emner som angst, kærlighed, sex og psykisk sygdom, og den er oplagt at sammenligne med flere af Suzanne Brøggers værker, blandt andet værket ”Koral”, der tematiserer et følelsesmæssigt opslidende forhold til en fødselslæge.
Adspurgt om hendes egne litterære fortællebilleder siger Karen Fastrup: “J.P. Jacobsen har et meget sanseligt sprog. Han er så præcis og detaljerig i sine beskrivelser, at hans billeder netop står og vugger mellem at være glasklare og fremmedgørende. Så på den måde føler jeg nok et fjernt slægtskab med ham. Det samme gør jeg med Rainer Maria Rilke, hvis roman “Malte Laurids Brigges optegnelser” har betydet rigtig meget for mine egne skriverier. [...] Men jeg kan også nævne Kerstin Ekman, Tarjei Vesaas, Sigrid Undset, Michael Ondaatje, Ian McEwan, Halldór Laxness, Knut Hamsun.” (Lisbeth Larsen: Mine syvogtyve sansers elskede – interview med forfatter Karen Fastrup. Litteratursiden, 2003-12-15). Måske det er derfor, at Paulas barn i “Begravelsen” hedder Kerstin – som en litterær hilsen til Kerstin Ekman.