“Chick-lit” som global trend

Med “Bridget Jones’ Dagbog” skabte Helen Fielding ikke alene en enorm personlig succes. Hun blev også – i hvert fald i den kollektive bevidsthed – fødselshjælper for en af det tyvende århundredes sidste store genrer, “chick lit”, der er gået sin sejrsgang verden over. Genren omtales også som “city girl”-litteratur, fordi den kvindelige hovedperson oftest agerer i et storbymiljø med alt, hvad dertil hører: Et aktivt gå-i-byen-liv, dyrkelsen af venner frem for familie, turbo på karrieren i en af det moderne samfunds fremstormende brancher (medievirksomheder, reklame og PR) og et stort forbrug af designertøj, fast food, alkohol og luksusprodukter.

“Chick-lit” og “city girl”-litteraturen gør status over den radikale omdefinering af kvinderollen, den vestlige verden har oplevet gennem de sidste årtier, idet den præsenterer en helt ny romanfigur: Den selvstændige, selvforsørgende og seksuelt frigjorte kvinde.

Kvinderne i “chick-lit” er således alle født fra 1960 og frem. De er vokset op under den længste velstandsperiode i historien og tilhører den første generation af kvinder, for hvem det at tage en uddannelse har været noget selvfølgeligt, for hvem sex ikke har været ensbetydende med at få børn og ægteskab ikke den eneste vej til materiel tryghed. Bagsiden af medaljen – og den beskæftiger “chick-lit” sig indgående med – er følelsen af rodløshed, utilstrækkelighed og et fravær af overordnede pejlemærker. For hvad er det gode kvindeliv?

“Chick-lit”-kvinderne finder typisk deres forbilleder i medieskabte idealer, som imidlertid er voldsomt svære at opfylde. Idealkvinden skal nemlig både være smuk og blid, succesfuld og barsk, idet hun – forenklet sagt – skal være attraktiv for såvel den mandlige elsker som den mandlige arbejdsgiver. I “chick-lit” er kvindens projekt således tvetydigt: Hun er på jagt efter en Mr. Darcy, “den store kærlighed”, der garanterer såvel materiel, seksuel som familiær lykke, samtidig med, at hun stræber efter at agere “maskulint” i karrieremæssig sammenhæng: At arbejde fra morgen til aften og under ingen omstændigheder få børn.

Alligevel er det ikke den klynkende kvinde, der kommer til orde i “chick-lit”. Rodløsheden, utilstrækkeligheden og desorienteringen præsenteres som satire og selvironi, som grotesker og overdrivelser. Måske ud fra en devise om, at den moderne kvindes næste skridt må være at le af sig selv: I latteren ligger vejen til større frigørelse, fordi det er vejen ud af mindreværdskompleksernes sump. Udfordringen er at acceptere sig selv.

Som eksempler på populær “chick lit” kan man udover Helen Fieldings bidrag pege på britiske Marian Keyes’ romaner, f.eks. “Sushi for Beginners” , 2000 (“Sushi for begyndere”, 2001) og “Rachel’s Holiday” , 1998 (“Rachels ferie”, 2004) og ligeledes britiske Sophie Kinsellas “Shopaholic”-serie om den nærmest sygeligt købelystne Becky Bloomwood, der ironisk nok er finansjournalist, men slet ikke kan holde styr på sine egne finanser. I “Shopaholic and Baby” bliver den ellers så uansvarlige Becky mor – dog uden at give køb på sine dyre vaner!

På dansk jord er det mest succesrige eksempel på “chick-lit” Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynne”-historier, der ligesom Helen Fieldings Bridget Jones begyndte som en avisføljeton, men nu er blevet til foreløbig tre bøger, en film og en tv-serie.

Endelig er det umuligt at komme udenom amerikanske Candace Bushnells sindssygt populære “Sex and the City” , en af de største globale tv-succeser i det seneste tiår, som gjorde hovedrolleindehaveren Sarah Jessica Parker til superstjerne og ramte flere generationer af købelystne – og købedygtige – “citygirls” lige i hjertekulen. Bushnells historie begyndte som en føljeton i avisen The New York Observer i 1994 og tv-serien gik over alverdens fjernsynsskærme i perioden 1998-2004.

Der er næppe nogen tvivl om, at “chick-lit” er kommet for at blive, for så vidt som den beskæftiger sig med en stadig større, mere indflydelsesrig og selvbevidst del af befolkningen, men formodentlig vil den udvikle sig i nye retninger, efterhånden som samfundet og de betingelser, kvinder lever under, ændrer sig. Et oplagt eksempel er “Nynne”- og “Shopaholic”-serierne, hvor hovedpersonerne med tiden får børn og familie og dermed oplever en markant forandring i deres livsvilkår. Men kan en mor identificere sig med betegnelsen “chick”?

Et interessant fænomen i den sammenhæng er den populære amerikanske tv-serie “Desperate Housewives” , der har været vist gennem de sidste par år også i Danmark. Man kan opfatte den som et svar på spørgsmålet om, “hvad der videre hændte” med alle de forvirrede single-storbypiger. Budskabet er, at de har bosat sig i præsentable forstadskvarterer, hvor de dyrker deres krop og materielle forbrug ligeså meget som før, alt imens de forsøger at få familieliv og karriere til at hænge sammen. Serien peger således på, at det etablerede liv som gift og mor ikke som sådan er nogen hindring for fortsat at leve som man gjorde, da man var single. Hvilket, alt efter hvilket blik, man vælger at anlægge, kan opfattes som en falliterklæring såvel som en triumf: En falliterklæring for alle de Bridget’er derude, der håbede, at livet med Mr. Darcy betød, at man kunne holde op med at tvivle på sig selv – en triumf for alle dem, der frygtede, at verden ville miste interessen for dem, så snart de var smedet i ægteskabets lænker. De desperate husmødre tyder som fænomen på, at det modsatte er tilfældet: For en kvinde, uanset alder, handler tilværelsen stadig først og fremmest om at være attraktiv – i alles øjne.