To af Jonathan Franzens store passioner er i centrum i essaysamlingen ”Farther Away” fra 2013 (”Længere væk”, 2014) – nemlig fugle og litteratur. Det kan måske lyde som to uforenelige størrelser, men hos Franzen bliver de beslægtede, da han fokuserer på litteratur med for få læsere, samt fugle der er ved at uddø.
I flere af historierne fortæller Franzen om det myrderi, der bliver begået imod verdens fugle. Bl.a. i essayet ”Det hæslige Middelhav”, hvor han beskriver en rejse til Cypern, Malta og Italien – tre lande, hvor skydevåben, limpinde og moderne teknologiske hjælpemidler medvirker til at slå en milliard ud af de fem milliarder trækfugle ihjel, der hvert år passerer middelhavets kyster.
29995265
På samme måde som han arbejder for at redde disse fugle, skriver han for at redde den gode litteratur. Men han er ikke just optimistisk på litteraturens vegne. I essayet ”Den bedste familie der nogensinde har befolket en roman” mener han, at romanen er ved at lide samme skæbne som (papir)avisen – at uddø. Han er dog trods alt så optimistisk, at han anbefaler adskillige forfatterskaber, som han mener er oversete; deriblandt Christina Steads, Donald Antrim og Alice Munro. I essayet ”Om selvbiografisk litteratur” giver han endvidere et indblik i, hvad der driver ham som forfatter, og hvad han mener er god litteratur. Han agiterer for, at litteratur skal være om ikke selvbiografisk, så dog personlig.
Og apropos personlig, så er han meget nærværende i essaysamlingen. Han fortæller om sit forliste ægteskab, sin familie, og hvorfor han har en forkærlighed for fugle (ligesom i øvrigt en af hovedpersonerne i ”Frihed”).
”Længere væk” er essays på den intellektuelle måde, hvor litteraturen og litterære tilgange bliver afsæt til at reflektere over verden af i dag. Ikke mindst gør det sig gældende for titelessayet, hvor Franzen til dels reflekterer over sin ven og kollega David Foster Wallaces selvmord, delvist reflekterer over romanens fremkomst og delvist over sit eget liv.