Bådens navn

Citat
”Jeg kører hjem og får drukket nogle glas i en fart, jeg drikker tørstigt, træt af det nipperi i de sølle to glas andre mener man kan drikke selvom man er i bil, jeg lader det skylle ned, jeg får kuldegys”.

”Bådens navn”, s. 147.

Kim Fupz Aakesons roman fra 2018 opleves nærmest som afslutningen på en trilogi. ”Bådens navn” deler ikke blot den nærgående, socialrealistiske personskildring med sine to forgængere: Romanens apatiske jeg-fortæller er en litterær tvillingesøster til Jonna fra ”Jonna er 54”, bogen omhandler følgerne af et ikke helt tilfældigt dødsfald præcis som i ”Pragtfuldt, pragtfuldt!”, og den rolige optegnelse af dagligdagens tristesse viderefører tonen fra forgængerne.

53944000

Det midaldrende ægtepar Susanne og Mogens bor i rækkehus i forstæderne. Hun er fængselspræst, han arbejder i Arbejdsskadestyrelsen, de har en voksen datter og et sommerhus i Sverige, og nu vil Mogens også gerne have en båd. Han taler om den brusende frihed på havet og glæden ved at stå ved roret, men Susanne er skeptisk og indvilliger kun mod, at de ændrer bådens navn, selvom dette siges at bringe uheld. Da Mogens har fundet den rigtige båd, gennemfører de en rituel omdøbningsceremoni, men allerede på en af parrets første ture går det galt; det begynder at blæse, bommen rammer Mogens i hovedet og han ryger ud over rælingen. Susanne er blevet oplært i diverse redningsmanøvrer, men noget indeni hende nægter at vende om, og i det øjeblik – alene ved roret på vej væk fra sin druknende mand – oplever hun præcis den brusende frihed, som Mogens talte om. Mogens’ krop skyller ind på Faxe Strand få dage efter.

Datteren og vennerne forsøger at hjælpe Susanne, som reelt lader til at få mere ud af samtalerne med fængslets indsatte, mens hun langsomt optrapper sine daglige alkoholrationer og skubber stort set alle fra sig. Men romanens dramatiske essens skal findes i Susannes nænsomt optegnede indre monolog. Hendes næsten uigennemtrængelige apati er på én gang rørende, frastødende og elementært fascinerende. Dermed træder Susanne smukt i karakter som en kvindelig dansk udgave af Raskolnikov, Dostojevskijs berømte antihelt fra ”Forbrydelse og straf”. Begge hovedpersoner udtjener den mentale straf – ensomhed og samvittighedsnag – efter at have begået et mord.