En plads i mit hjerte

Citat
”Ja. Man tror ... man tror ligesom, der er en portion. At man har fået sin del, når ens barn har haft en hjertefejl, og ens kone hun ... Mille så en anden, dengang vi ... Så regner man ligesom med: ”Så. Nu kommer der ikke mere. Nu har vi fået vores del. Vi er ikke sure, vi er ikke bitre. Sådan faldt kortene ud, eller sådan skulle de åbenbart falde ud.” Men så, når så sådan noget her sker, så tænker man: Hvad fanden? Hvad er det for noget? Hvad er det, vi har gjort? Hvad er det, vi har gjort, siden vi fortjener/ Hvad er meningen med at ...”
Andreas Garfield: "En plads i mit hjerte", side 46.

Det værst tænkelige: At miste et barn. Det værste, der kunne ske for et ungt forældrepar, det man frygter i en sådan grad, at man nærmest ikke vover at tale om det, danner udgangspunkt for handlingen i Andreas Garfields  ”En plads i mit hjerte” (2008). Parret Sebastian og Mille har datteren Annesofie, der er født med en hjertefejl. Det betyder, at især Mille er ekstremt påpasselig. Annesofie skal spise sundt, ikke lide overlast, hun skal behandles med forsigtighed. Derfor er Mille også betænkelig ved at lade onkel Bjarke køre Mille til skole en morgen, hvor begge forældre har travlt. Men Sebastian er stresset og får nok af Milles pylren, han har i forvejen lige ringet ned til bageren for at høre, hvad der var af ingredienser i franskbrødet til Annesofie, han har et vigtigt møde, men bliver i sidste øjeblik nødt til at lave et oplæg om. Både Mille og Sebastian er stået for sent op, stresstærsklen er for længst overskredet for begges vedkommende, så da Bjarke tilbyder at køre Annesofie overtrumfer Sebastian Mille. Det resulterer i begges værste mareridt: Bjarke kører galt og Annesofie bliver slået ihjel. Den værste frygt er blevet Mille og Sebastians virkelighed.

Første scene etablerer familieforholdet og den situation, der gør det nødvendigt, at Bjarke kører. Resten af stykket handler om dagene efter ulykken og tiden op til begravelsen: Den svære samtale med præsten om begravelsen, det forpinte møde med onklen, der er uskyldig men alligevel skyldig i ulykken, det umulige møde mellem to forældre, der har mistet det barn, de har forsøgt at beskytte hele dets liv. Ting, der er så tunge, at der ikke er ord for dem, ting, man ikke kan tale om. I sin anmeldelse beskriver Anne Middelboe Christensen netop de ordløse handlinger, som Garfield har indopereret mellem ordene i sin tekst: ”Manden rækker hånden ud efter kvindens skulder, men hun tømmer i stedet sine indkøbsposer for mad, som ingen vil komme til at spise. Ubærligt. Og Thomas Levin er en mester i de stemningsskift og logikskift, som bærer hele dramaets indre spænding. Først er han stresset, så er han i chok, så er han fuld, så er han overbærende …” (Anne Middelboe Christensen:  Vil du ikke godt tale med mig?, Information 31. August 2008). 

Reaktioner, relationer, chok, sorg, svære valg og svære samtaler er stykkets tema. På den måde er ”En plads i mit hjerte” nærmere et psykologisk studie, end et drama præget af fysiske aktioner og skift i rum. Handlingen og spændingsmomentet ligger mellem mennesker og mellem ord: Tavsheden i det man ikke kan tale om, men som tager hele pladsen i et hjerte.