Det ‘vi’, der løber igennem ”Lykkejægere”, fremstår som et udefrakommende blik på verden, der klinger dybt af de normer, forestillinger og fordomme, vi danskere er vant til at tænke verden i. ‘Vi’et’ er normen, der betragter og bedømmer. Det er eksempelvis det ‘vi’, der udgøres af medierne, når de skriver om en person som Anja Andersen, men det er samtidig det ‘vi', vi alle sammen har fået ind med modermælken, og som vi i vid udstrækning har lært at betragte verden, vore familiemedlemmer og naboer ved hjælp af.
Klicheerne i samlingen hober sig op i sådan en grad, at de til sidst vender sig mod sig selv, mod læserne og mod selve danskheden og den måde, vi opfatter hinanden og emner som feminisme, homoseksualitet og kolonialisme på.
Samme greb med at stille stereotype forestillinger op mod hinanden gør sig gældende i ”Padder og krybdyr”. Alle de kulturelle forventninger, der er til, hvordan f.eks. lesbiske ser ud og opfører sig, brydes ned af den vrede fortæller, der hævder at skille sig ud fra mængden. I stedet for at indkredse minoriteten, vender hun blikket udad: “Jeg forsøger at vende et kritisk blik mod majoriteten frem for at være så optaget af det anderledes og mærkelige. Man kan sige, at jeg skriver på en ide om, at det normale også kan være bizart.” (Rasmus Bo Sørensen: Har Danmark fået en homolitteratur? Information, 2009-02-04).
En samfunds- og kapitalismekritisk strøm løber gennem forfatterskabet, hvor den ironiske udstilling af kendisser, hjemmesider uden sproglig tæft og konkrete homopolitiske tiltag forankrer teksterne tidsligt i en genkendelig virkelighed.
Genremæssigt bryder Glaffeys værker med romankonventionerne, da ”Padder og krybdyr” ikke har hverken nogen fremadskridende handling eller et klassisk persongalleri, og bøgerne om mor og Busser fungerer mere som enkeltstående scener end som plotdrevet fortælling.
Den agiterende opmærksomhed mod upræcist sprogbrug forklarer Glaffey således: ”Der er en tendens til at behandle sproget meget uforsigtigt. Der kan litteraturen forhåbentlig være med til at skærpe opmærksomheden omkring, hvordan vi bruger sproget. Det er vigtigt, fordi mange mennesker behandler sproget uforsigtigt og ukorrekt. Sprog er en form for magt, så når man har ordet i sin magt, gælder det om at forvalte det med forsigtighed.” (Jesper Stein Larsen: Det er altid en politisk handling at skrive. Jyllands-Posten, 2007-12-17).