De døde sjæles skov

Citat
“Jeg ofrede ham og fortærede ham i 1994. Her. Dengang var jeg indskrevet på universitetet i Buenos Aires, på palæo-antropologi. Jeg læste meget. Først og fremmest Totem og tabu. Han gjorde end ikke modstand. Det hele var skæbnebestemt, forstår du? Urofringen. Arvesynden. I øvrigt døde han ikke den dag. Han lever videre i mig.”
“De døde sjæles skov”, side 508.

Den 35-årige parisiske undersøgelsesdommer Jeanne Korowa er hovedpersonen i “La forêt des mânes” fra 2009 (“De døde sjæles skov”, 2011). Hun bliver gennem en anden undersøgelsesdommer indblandet i en tredobbelt mordsag: Ligene af tre kvinder er blevet fundet i Paris. De er alle delvist parterede med tandmærker på knoglerne. Jeannes kollega bliver også myrdet, og Jeanne beslutter sig for at forfølge sagen på egen hånd, selvom hun officielt ikke er sat på den. Derhjemme har hun rod i kærlighedslivet, og hun er så desperat, at hun får iværksat en aflytning af psykiateren Féraud, som hendes ekskæreste konsulterer. Tilfældigvis kommer hun her til at overhøre en far, der fortæller om sin voksne søns voldelige tilbøjeligheder og smag for blod. Hun føler sig med det samme overbevist om, at denne søn er den morder, hun leder efter. Hendes efterforskning af de tre kvindemord fører hende på en rejse til Nicaragua og Argentina, hvor flere lignende, kannibalistiske mord finder sted. Det viser sig, at et netværk af forbrydere tømmer fattige for blod, som sælges til USA og til vilde børn i de døde sjæles skov.

28648383

Historien foregår over sommeren i 2008 og er fortalt af en 3. persons fortæller i 86 korte kapitler. Typisk for Grangé bliver alle makabre detaljer udpenslet: Blod, afføring, fortærede kønsdele og menneskefedt omdannet til lysestager. Det har aldrig været for folk med svage maver og skrøbelige sind at læse hans bøger. Som det også er karakteristisk for hans forfatterskab, så er “De døde sjæles skov” en tætvævet fortælling om videnskab og myter. Temaerne her er menneskets ondskab, Freuds skyldverden og ikke mindst Argentinas blodige efterkrigstidshistorie. Især Freuds hovedværk “Totem og tabu” er en nøgle til fortællingen. I “Totem og tabu” ser Freud kannibalisme som et konstituerende træk ved vores civilisation. Denne dyriske side kan komme til udtryk i særlige situationer, og som Jeanne erfarer i de døde sjæles skov, er moderen – og ondskaben – at finde i alle mennesker.