Evighedsbørnene

Citat
”Det er dem det vrimler med, som jeg er stiktosset på. Man bliver nødt til at omgås dem, man støder på dem overalt. De gifte, mødrene, fædrene, de heteroseksuelle, de mentalt raske. Man bliver ganske enkelt træt. Der er ganske enkelt for mange af dem. De mørklægger, overtager og dækker virkeligheden.”

”Evighedsbørnene”, s. 148-49.

Bydelen Södermalm i Stockholm er ramme for Beate Grimsruds roman ”Evighetsbarna” fra 2015 (”Evighedsbørnene”, 2016), der er en opbrudt fortælling om fire lidt aparte voksne og en helt særlig kat.

Siri er netop kommet hjem fra jordomrejse og er gravid med stor mave. Lægerne kan dog ikke se noget barn på ultralydsscanningerne, så Siri indlægges på psykiatrisk hospital, hvor hun opholder sig, til maven er skrumpet ind igen. Hun arbejder i sin genbrugsbutik og mødes med sin amerikanske veninde, elskerinden Louise, der kæmper med selvskade og shoppetrang. André arbejder som anæstesisygeplejerske og bor med sin elskede kat Kassandra, som han taler med og bærer rundt på skulderen. På hospitalet har han mødt Tomas, der er bange for mennesker og forandringer, og som har forkastet sine drømme om at blive kunstfotograf og nu ernærer sig som sygehusfotograf.

52535859

Fælles for de fire er, at de har svært ved at blive voksne: ”Som voksen kan man gøre som man vil. Men det vil man ikke altid.” (s. 160), som der står. De hænger fast i drømme og forestillinger om det rigtige liv, de har komplicerede relationer til deres forældre (som har svært ved at give slip på deres børn), og deres kærlighedsforhold er mærkeligt indestængte. Andrés kærlighed til katten Kassandra er ubetinget som til et barn, og undervejs gestalter katten sig som kvinde for ham. I det hele taget diskuterer romanen, hvad forskellen på dyr og menneske er, og hvordan identitet altid er betinget af, hvem man sammenligner sig med – ”Hvis jeg vælger Kina, kan jeg få lov til at føle mig høj”, som Siris meget lave mor konstaterer (s. 130) – og hvad gældende normer er.

Samfundsrelaterede emner som overforbrug, ulighed, deleøkonomi, lukkede grænser, flygtningekrise, affaldssortering og klimakrise vendes i romanen lige som fokus på skønhed, indre dæmoner, psykiatri og retten til at bestemme, hvem der er anderledes, er centralt.

”Evighedsbørnene” er et portræt af fire skrøbelige og ensomme storbymennesker, der kommer gennem tilværelsen, som de bedst kan. De lever i udkanten af, hvad samfundet forventer, men hvem bestemmer egentlig, hvad der er normalt? Hvorfor skal man have børn? Hvornår er man voksen?

Drøm, virkelighed og fantasi vikles sammen, og det er ikke altid til at afgøre, om karakterernes virkelighedsopfattelse er funderet i deres egen eller en fælles virkelighed.