Søvnens lekkasje

Citat
”Å sovne er som å lekke, tenker jeg. Det som holder en innenfor rammen for det man er, gir opp og man flyter ut, utvides og utvides som selve universet. Til man bliv hentet hjem av oppvåkningen.
”Søvnens lekkajse”, s. 6.

I Beate Grimsruds roman fra 2007, ”Søvnens lekkasje”, undersøger hun grænserne mellem drøm og virkelighed, søvn og vågen. Som titlen antyder kan søvnen lække og give plads til alt det, der befinder sig i det underbevidste. I korte tekststykker møder vi hovedpersonen, en unavngiven forfatter, i skiftevis drømmende og vågen tilstand, ofte lige på grænsen mellem de to tilstande. Det er uklart, hvad der er drøm, og hvad der er en meget fantasifuld udgave af virkeligheden. En genkommende scene i romanen er forfatteren, der ligger i sin seng med sin højre hånd liggende udstrakt for at fange, hvad natten og drømmene måtte lægge i hendes hånd, klar til at blive til en fortælling om morgenen.

Det litterære stof findes i det underbevidste, og forfatteren bliver et medium for sin egen dulgte inspiration. Episoderne i romanen er befolket af jeg-fortælleren og et du, der er fortællerens ven. Derudover optræder en række aparte figurer som matematikeren Strengteoretikeren, en meget høj kvinde ved navn den Høye og Anders, der er romanfigur fra en af forfatterens tidligere romaner. Dertil kommer navngivne figurer fra litteraturhistorien: Sisyfos, Den navnløse forfatter fra Knut Hamsuns ”Sult” og Rodja Raskolnikov fra Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Alle karaktererne går i aktiv dialog med fortælleren, hvilket giver hele romanen karakter af et drømmende og fiktivt univers. 

Romanen er en undersøgelse af de flydende grænser mellem bevidstheder, men i lige så høj grad et studie i romankarakterer og deres måde at optræde på i litteraturen. Kan de gå i dialog med hinanden? Trækkes de op af forfatteren, som når man rejser et skib i en flaske? Har de egen fri vilje? ”Søvnens lekkasje” er et intellektuelt og vidende værk, der også indlemmer barnet og den uvidendes spørgende tilgang til verden. Samtidig er der en samfundskritisk brod i romanen, som ud fra de vedholdende telefonsælgere, der vil prakke den halvsovende fortæller gratis trusser og naturmedicin på, retter en hvas kritik af forbrugersamfundet, hvor du kun er til, hvis du forbruger. Grimsruds humoristiske side kommer særligt til udtryk i disse kritiske sekvenser.

Fortælleren indleder romanen med sætningen ”Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.” og afslutter med samme. Forfatterskabets kredsen om forholdet mellem liv og kunst er rammen for denne særegne, men meget typiske Grimsrud-roman.