Mindet

To år efter den samfundskritiske ”Det nye” udkom romanen ”Mindet” i 2005. En bog med vanlig Grønfeldt-længde, men med en ny sval mildhed over sig.

Romanen er et sprogliggjort sanseligt minde om dansk landboliv i begyndelsen af det tyvende århundrede. Vi følger hovedpersonen Agate fra hun bogstavelig talt stødes ud af moders liv, selv om hun stritter imod og skriger, da hun hører, at hun skal gå ind i sin afdøde bedstemors navn Agate. Agate vil være sig selv. Det er hun også. Temperamentsfuld, stædig, hård i kanten men blød og angstfuld indeni. Med enorm pligtfølelse lever hun med i det arbejdende fællesskab, som livet på barndomsgården er. Hverdagene er fyldte, tøjet skal vaskes, stalden hvidtes, hønen slagtes, køerne malkes og markerne passes og høstes. Agathe lever med i det hele og arbejder som en lille hest.

25740912

Fællesskabet i den lille familie og selvfølgeligheden giver tryghed. Som Grønfeldt selv formulerer det: ”Vi er alle på en eller måde en del af en landsby. Måske ikke geografisk, men vi er det der, hvor vi bor. Det, jeg undersøger, er, hvordan vi udfylder vores roller i de fællesskaber. Agate opfatter jo ikke sig selv som et barn, men som en betydningsfuld del af et samfund.” (Anita Brask Rasmussen: Man finder aldrig sandheden. Information, 2005-05-12).

”Mindet” er et sitrende, flimrende, skiftevis sødtduftende og rådlugtende billede af livet på landet. Vibeke Grønfeldt er ikke idylliker. Vækst og forfald, fødsel og død. Kroppenes realitet, deres gang mod døden. Dyrene, affaldet, lortet, sveden, blodet og fluerne overalt. Men også naturen, blomsterne. Lyset og skyggerne på marken, stoltheden ved overstået arbejde og nydelsen ved det selvfølgelige samvær.

Det er en opvisning i dansk sprog og ikke mindst den fortælling om livet på landet, der ligger i ældre danske ord, som er ved at forsvinde, og det er skrevet med en musikalitet af de sjældne. Som to forskellige akkompagnementer gennem bogen lyder ordsprogenes advarende visdom: ”hovmod står for fald”, ”højt at flyve, dybt at falde”, ”de døde får det sidste ord” (sagt af den gamle fordrukne bedstefar), og den danske sangskats lysende vers ”jeg elsker de grønne lunde”, ”stille hjerte sol går ned”.

Romanen ”Mindet” viste sig at være begyndelsen på en længere historie om Agates liv op gennem den 20. århundrede. I 2006 kom bindet ”I min tid”, i 2008 ”Indretningen” og i 2011 ”Livliner”. I andet og tredje bind følger vi Agates liv, hendes udvikling fra stor pige til ung kvinde, mor og ægtefælle, orkestreret af livet omkring hende. Først og fremmest det nære, familien på gården, hvor både gamle bedstefar dør og far dør, ligesom nye medlemmer kommer til, uden om familien har vi landsbyens kreds, og helt i det fjerne hører man et svagt bulder fra Europas trommer. Den store verden, ja bare hovedstaden, er langt væk, det er det nære, hverdagen, der tæller. 

Som romanen, den store samlede, nu i fire bind, skrider frem, kommer man til at holde af Agate. Stædig, hård og arbejdsom som hun er, helt sin egen. Ikke meget for at gifte sig er hun, for helst vil hun klare sig selv, og den rette svigersøn med den store jordlod, som familien har fundet, kasserer hun skånselsløst (så langt tilbage er det alligevel ikke, at vi også havde arrangerede ægteskaber i Danmark). Men da det går galt, dvs. hun bliver gravid, må hun alligevel forsone sig med skæbnen, og ægtemanden, som bliver maleren med de bløde hænder. Han er god ved hende, og hun holder vel af ham, men inden i banker hendes hjerte stadig for ungdomsflammen Leo, med øjne violblå som knopurt. Det er nu ikke tit Agate giver sig selv lov til drømmeri. Hun har rigeligt at passe, med jord, barn og nu også som medhjælpende maler. Det er hende, der fløjter gennem byen på cyklen med malergrejet, hende, der siger til sit frysende barn, at ”man tænker sig kold, man tænker sig varm”. Man kan, hvad man vil, og Agate vil. Lyden af Europas krigstrommer når efterhånden også ud på landet, og ganske mange, deriblandt Agate, tænker, at det lyder godt, det de tyskere vil. Godt at få ryddet op, at få ny luft. 

Vibeke Grønfeldt er ikke idealiserende eller idylliserende, men heller ikke fordømmende. Mange på landet så faktisk positivt på tyskerne i de tidlige år, og foretrak dem frem for russerne. Selv siger Grønfeldt: ”For mange landboere var der til at begynde med en fascination af, at man kunne få gjort op med borgerskabets magt, som man ikke var en del af. Ligesom irerne ville alliere sig med tyskerne for at slippe af med englænderne. Danske bønder fandt også englænderne vanskelige at forhandle med. Udtrykket ’engelske kræmmere’ var alvorligt ment. Der er mange grunde til at man vælger side, som man vælger side.” (Tine Maria Winther: Sproget giver fodfæste. Politiken, 2008-04-26). 

At forblændelsen af tankerne om det nye store menneske også groede på uvidenhed vises i ”Indretningen”, hvor Agate plages af mareridt, efter hun har set billederne af muselmændene. At det var sådan, det var, kommer som et chok for hende. Her ser vi hende, for en gang skyld, blotte sin meget sikre facon, rystet langt ind i sjælen.   

Også i ”Mindet” og ”Indretningen” synger de danske sange, mundheld og ordsprog, så det er en fryd, men må være et tilsvarende problem for oversætteren. For selv om Grønfeldts skildring af et kvindeliv i det 20. århundrede er, om ikke universelt, så europæisk sammenligneligt, så er romanerne også i den grad forankret i lige præcis dansk kultur med alt, hvad den indebærer af talemåder og sange. 

Vibeke Grønfeldt siger: ”Vi er alene i vores bevidsthed og kan aldrig få adgang til andres. Selv nuet forsvinder, mens vi tænker på det. Men med sproget virker det, som om at man kan få et fodfæste i verden. Få en adgang, vaklende og skrøbelig. Med sproget kan vi arbejde med fortid og fremtid.” (Tine Maria Winther: Sproget giver fodfæste. Politiken, 2008-04-26).