Overordnet set handler Vibeke Grønfeldts romaner om menneskets forsøg på at være til stede i verden og om den glasklokke, som vi på sin vis er spærret inde i. Hvert menneske er i Grønfeldts optik en ø, og kun sjældent lykkes det for to øer at mødes: ”Det er et grundvilkår, som jeg ikke mener, vi kan komme uden om. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Så kan vi undervejs forsøge at kommunikere og tyde hinandens ansigter og stemmer. Men grundlæggende er vi alene i de hoveder, vi har, og udelukket fra alle andre.” (Rasmus Bo Sørensen: Mennesket er øer og litteraturen er broer. Information, 2008-04-24).
Udgangspunktet er de store samfundsmæssige forandringer, der i det tyvende århundrede har fritstillet mennesket og løsrevet det fra dens slægtsmæssige sammenhæng.
Søgen efter sandhed, efter en egentlig mening med deres lille tilværelse, er en væsentlig drivkraft for Grønfeldts personer, som mange kritikere har beskrevet som randeksistenser. Forfatteren selv ser dem dog som helt almindelige mennesker, som enkeltindivider, der er den eneste type mennesker, man ifølge Grønfeldt kan tale om. De er netop menneskelige, fanget i hver deres eksistens, hjælpeløse, uvidende om mangt og meget, og ofte ikke så lidt misantropiske.
Vibeke Grønfeldt er en stor stilist med sans for sproglig skønhed.
Ved tildelingen af Kritikerprisen til Vibeke Grønfeldt i 1999 sagde kritikeren Erik Skyum-Nielsen om Vibeke Grønfeldt: ”Hendes forfatterskab, som er skabt på lydhørhed og uforlignelig iagttagelsesevne, på mod og på sej ihærdighed, med hudløs kynisme og kærlig omsorg, er elsket af mange – og kendt af for få. Dets hovedærinde er, naturligvis, af æstetisk art, og handler om at skabe en tekst, på én gang skrøbelig og solid, hvori enhver kan finde sig selv og tage på vandring i virkeligheden. Men derudover har hendes skrift en tydelig retning ind i det etiske eller moralske felt, for så vidt som det for hende og alle hendes opdigtede figurer drejer sig om at skelne mellem det rigtige og det forkerte og hver dag overleve med stolthed og menneskeværd i behold.” (Erik Skyum-Nielsen: Noget af det mest elegante på dansk i dag. Information, 2000-01-21).
For den nye læser er Vibeke Grønfelds fire romaner om Agate, ”Mindet”, ”I min tid”, ”Indretningen” og ”Livliner” et oplagt sted at begynde. Her får man så at sige trædestenen foræret til Vibeke Grønfeldts forfatterskab i form af hele den kultur, som er hendes eget familiære udgangspunkt; romanen indledes, 20 år før hun selv blev født på en lignende slægtsgård. Det er dette kollektive hele med dets sorger og glæder, som danner baggrunden for så mange af Vibeke Grønfeldts personer. Når man forstår dette fællesskab, som også beskyttede sårbare mennesker som en Agate, forstår man også pludselig den rodløshed og fremmedhed, som personerne i Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er gerådet ud i. Det er ikke så svært at se Agates datter gå ud ad slægtsgårdens trygge port og direkte ind i de tidlige romaners rodløse verden.