I 2014 udkom Simon Grotrians digtsamling ”Gogoilden”. Titlen henviser således til en ild, der danser gogo, og hele samlingen er da også fuld af det sære men stærke billedsprog, som er kendetegnende for forfatterskabet. Hør blot et smukt billede som dette: ”tungt som havet slår en hval mod kærlighedens bryst” (s. 53). Som altid, når man læser digte af Simon Grotrian, kommer man hurtigt i problemer, hvis man forsøger at skabe entydig, semantisk sammenhæng i metaforerne. Som det hedder hos Lars Bukdahl, der også kalder Grotrians digte ”knivskarpt rundtossede”, så støder man altid på ”det sorte hul eller ubegribeligheds-punkt, der skal være mindst et af i et Grotrian-digt.” (Lars Bukdahl: Hanen kom før ægget. Weekendavisen, 2014-11-07).
Med digte af denne forfatter er det måske især enkeltlinjer og enkeltstående billeder, som skaber den særlige læseoplevelse, som også anmelder Tue Andersen Nexø noterer sig: ”Alligevel rammes man – sådan er det jo altid hos Grotrian – mere af enkeltlinjer end af digtene som hele digte. Dem farer man simpelthen vild i, digtene, vild i forsøget på at etablere en rød tråd, et realplan eller bare en entydig syntaks, som strømmen af billeder kan fæstne sig i.” (Tue Andersen Nexø: Korset og æblerne. Information, 2014-11-07).
51378091
I ”Gogoilden” er der tale om korte digte fulde af leg med ord, referencer og sprogspil. Natur, skrift, krop og religion er nogle af de vigtigste omdrejningspunkter. Det myldrer med runde æg, kloder, æbler og måner, ligesom Grotrian opfinder nye ord som ”paradedis”, ”knægele”, ”stjernefrås” og ”tændstiktempler”. En leg med sproglige vendinger, der kan åbne for en ny omgang med verden, er fortsat et vigtigt element. Ligesom et ord som ”knægele” synes at lege med betydningen ”at få gelé i knæene”, bliver andre ordsprog og vendinger også omskabt, som når det f.eks. hedder: ”hanen kom før ægget” (s. 16), ”de hellige køers triumfmarch er skrevet af Gud” (s. 13) og ”jeg læser Biblen i min næstes blik, og pagtens bue går fra mund til mund” (s. 11). En tydelig tematik, som genkendes fra tidligere bøger af forfatteren, er modsætningsparrene krop og ånd eller den sansede verden og det religiøse. Modsætningerne kobles sammen i Grotrians digte, der til stadighed skifter mellem det konkrete og det abstrakte, ofte med en besjælet natur i centrum: ”Himlen er et åndedrag af skabelse, der mætter jer med fugle” (s. 5) eller ”bedækket med skovsnegle, kribler det evige lys” (s. 13).
Tit er der tale om en form for besyngelse af den skabte verden og menneskelivet, skabt af det guddommelige: ”Den mildeste barok, man kan forestille sig, en mild besyngelse af at være udspændt mellem kreatur og sjæl.” (Tue Andersen Nexø: Korset og æblerne. Information, 2014-11-07).