Der findes i Grotrians fjerde digtsamling, "Fire" fra 1990, en systematik, som også er til stede i samlingens titel. Den henviser ikke blot til udgivelsens kronologiske placering i forfatterskabet. Tallet fire spiller også formmæssigt en rolle, da hvert digt i bogen konsekvent er holdt på fire linjer.
Bogen viderefører og udbygger betoningen af sprogets materialitet samtidig med, at det humoristiske spiller en stor rolle i samlingen. Mange af digtene er helt konkrete i deres udgangspunkt. De billeder, som de danner, tager afsæt i en håndgribelig genstand og er ofte forankret i en sproglig leg, som kan være funderet helt nede på bogstavniveau. Titlerne bliver i disse tilfælde væsentlige ledetråde. De helt konkrete eksperimenter med bogstavernes grafiske form er et nyt element i forfatterskabet. Et eksempel er digtet "Svaner set gennem tårer":
0 0
2 0
0 2
0 0
I det øjeblik, hvor bogstaverne løsnes fra at skulle referere til noget, opstår en ny betydning gennem bogstavernes udseende. Tallene 2 og 0 bliver til hieroglyffer for henholdsvis svane og tåre, idet der trækkes på deres rent visuelle kvalitet. Ord og tal bliver ikke et transportmiddel for betydning. Skriften er derimod en stoflig realitet.
I digtsamlingen finder man også en strategi, der lader tingenes synsvinkel komme til syne. Jeg’ets sikre placering forlades til fordel for en stemme fra en af verdens ting. Man finder blandt andet digtet "Sukkerstykke", der skildrer sukkerknalden, der synker ned i kaffen. Et andet eksempel er digtet "Frimærke", der skildrer et personificeret frimærke, som er "vænnet til tunger i øret" og som ser ud over den takkede kant efter at have været i nærkontakt med stemplet: "skuer jeg, halshugget, ud gennem hajtænder". Digtene besjæler på denne vis verden, og det bliver en måde at få tingene i tale.