Genrer og tematikker

I Grotrians digte finder man et sprog, der ikke opfører sig, som sprog plejer at gøre. Derimod finder man uventede og overraskende formuleringer, sprogspil og billeder, som netop her igennem kan åbne for ukendte betydninger. Digtene placerer sig i modsætning til en forståelig og gennemsigtig sprogvirkelighed, hvor kommunikationen er i højsædet. Den poetiske strategi er at bruge digtenes tilsyneladende uforståelighed til at etablere et modsprog, som kan muliggøre noget nyt. Grotrian har selv beskrevet det som en bevægelse, hvor han vender verden ryggen og herefter oplever, at den kommer tilbage på papiret i fortryllet og uventet form. Det er en form, hvor hele digterens sindsregister også kan blive gennemspillet. Det væsentligste er dog, at digtet kan give en ny oplevelse: "Jeg synes nu, det er en dyd at forvirre lidt. Så mange andre ting i tilværelsen er forudsigelige, og det er poesiens opgave at være det modsatte (...) Man må satse på det uventede, det, der åbner for nye oplevelser. Det at læse et digt kan være som en rejse eller gå en tur og få masser af frisk luft." (Stefan Kjerkegaard: At bebo en eksplosion.  Weekendavisen, 1998-07-10).

Der findes i Simon Grotrians forfatterskab en udvikling i forhold til den rolle, det religiøse spiller. Når man ser ned igennem forfatterskabet, bliver det tydeligt, at der i starten findes en tvivl i forhold til den kristne overbevisning, herunder troen på det evige liv. Det hedder blandt andet i et digt fra debutsamlingen "Gennem min Hånd": "Døden er uden farve/ intet". Grotrian ser selv digtsamlingen "Livsfælder" som et begyndelsespunkt i forhold til den religiøsitet, som siden hen kommer til at præge forfatterskabet: "Livsfælder er et skrig, selv om det er pakket lidt ind. Men efter denne bog kommer troen for alvor, herefter stoler jeg på Herren og priser ham." (Rolf Sindø: Jeg er her nu. Samtale med Simon Grotrian. Ildfisken # 21, 1999). Grotrian betegner da også sig selv som digter af Guds nåde: "Jeg vil gerne kunne bevæge mig fra det mindste til det største i tilværelsen. Fra himlens skyformationer til et knappenålshoved. Jeg skriver ikke for at behage nogen, men for at leve op til det arbejde og kald, Gud har givet mig. Det er nærmere hans ære end menneskers, jeg er ude efter." (Henning Thøgersen: Englen bag gardinet. Weekendavisen, 2003-05-23).

Den kristne mytologi bliver stadig mere dominerende i forfatterskabet, og referencerne til Biblen er da også talrige i Grotrians seneste digtsamlinger. Den digteriske skabelseskraft skildres ligeledes i et stadig tættere forhold til det guddommelige. Som det hedder i et digt fra samlingen, "Melatonin", er digteren placeret et sted, hvor han "dækker papiret med løbeild af fakler til min Gud". I 2006 springer Grotrian også ud som moderne salmedigter med samlingen “Jordens salt og verdens lys”. Han udgiver de følgende år – foruden digtsamlinger – både bønner og salmer.

Den fremtrædende rolle, som det religiøse spiller i Grotrians forfatterskab, er usædvanlig, især fordi det kobles med noget fragmenteret, flertydigt og uforløst, der altid efterlader en rest, der ikke lader sig bestemme. Grotrian ser dog ikke selv en modsætning i denne kobling: "Jeg synes ikke, der behøver at være nogen modsætning mellem en postmoderne stilholdning og en kristen livsholdning. Digtning handler om at åbne." (Rolf Sindø: Jeg er her nu. Interview med Simon Grotrian. Ildfisken # 21, 1999).

I forfatterskabet skal digtningen desuden på mange måder forstås i forbindelse med den litterære tradition, da der i Simon Grotrians digte findes mange henvisninger til tekster af både danske og udenlandske forfattere.