Citroner til Vorherre

Citat
”Kære Gud, det er alt for forlastende at være til. Så må man være fra. Vi tager tøjet på, fordi vi er gaver til hinanden hér I verden. Løvet danser frem igennem sjælene, der hobes op i ensomhedens baljer. Lad denne kantede knoglepakke med fedtsløjfer glide ind ad døren til min elskede.”
Forårsbøn, “Citroner til Vorherre” s. 31.

Simon Grotrian udgiver i 2008 ikke blot to digtsamlinger, ”Soprangalop” og ”Å”,men også en bog med kristne bønner. Den har titlen “Citroner til Vorherre”. Forfatteren tager hermed endnu et skridt i retning af den kristne tradition og kaster sig denne gang over en genre, som få andre forfattere beskæftiger sig med. Bogen indeholder 40 bønner, som alle følger bønnens henvendelsessituation fra den bedende til Gud. Bogens korte tekster gennemspiller menneskets grundlæggende følelser af angst, sorg, bekymring, håb og glæde. Ud over traditionelle bønner som morgen- og aftenbønner og bønner om trøst og frelse indeholder Grotrians lille samling også mere alternative bønner som forbøn for alle enlige, bøn ved en abort og en næsten politisk funderet forbøn for flygtninge og indvandrere. 

27173667

Bønnerne i ”Citroner til Vorherre” er udtryk for en form for brugslitteratur og sammenlignet med mange af Simon Grotrians andre tekster er samlingen da også lettere tilgængelig. Men man finder også i denne bog Grotrians særlige billedsprog og leg med sproget, som når det hedder: ”Skænk mig varm sne over mit Thule, hvor jeg ser mennesker forsvinde som melkøer ind i spindelvævet” (s. 29) eller ”Tempoet fra sirenens neonæble dunkler i mit åndedræt” (s. 42). Andre eksempler er billedet af at hoppe rundt på Guds blå trampolin og udtryk som ”dominobrikker (der) skvulper ind fra havet”.