Kirsten Hammanns anmelderroste roman fra 2004, ”Fra smørhullet”, består af to dele. I den første del møder vi Søren og Mette fra læsebøgerne: de har vokset sig store og er nu et ovenud lykkeligt ægtepar. Hammann deler alle de lange ord i romanens begyndelse for at understrege henvisningen til læsebøgerne: ”Se Søren og Mette. De er så fi-ne. De er næsten lige blevet gift. Søren er manden. Mette er konen. Nu må de sove i sam-me seng”. Ideen med at lade de voksne udgaver af Søren og Mette være hovedpersonerne i bogen er også med til at fremhæve en barnlig idealverden, forklarer Hammann: ”Jeg tænkte, det kunne være sjovt at skrive en hel bog med dem som udgangspunkt, selv om jeg hurtigt bevægede mig væk fra den, men dog stadig holder bogen i den barnlige idealverden. Altså: Hvad forventede man af kærligheden dengang? At når man møder den eneste ene, så…pliiing!.. faldt alt på plads i en håndevending.” (Kristen Bjørnkjær: ”Hvordan det begyndte og hvad der så skete.” Information, 2004-05-06). Det står dog hurtigt klart, at alt ikke er faldet på plads for romanens hovedperson. Mette har en begyndende sygdom, og der er nogen, der maler sort maling på husets vinduer. Måske er begge dele et billede på Mettes sårbarhed og erkendelse af sin egen dødelighed. Under alle omstændigheder betyder det, at Søren forlader Mette.
25190793
Romanen springer nu fem år frem i tiden og følger Mettes liv mellem slik og økologiske frugt, forbrug og velgørenhed, reality-tv og dårlig samvittighed, dødsangst og barndomserindringer. Romanens anden del er ligesom ”Vera Winkelvir” skrevet i en dagbogsform, der dog fastholder en 3.persons fortæller. Dagbogsformen forstærkes af tilstedeværelsen af faktuelle hændelser som Irak-krigen og terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne.
”Fra smørhullet” er blevet kaldt en tragikomisk satire over en generation, og en bog der spidder tidsånden uhyggeligt præcist og morsomt. Hammann er da også selv inde på, at bogen indeholder en samtidskarakteristik: ”Fra smørhullet er præget af, at jeg gerne vil sige noget om min samtid. Det er en slags klummeroman – fyldt med indlæg i debatten, men da jeg hverken er en særlig god journalist eller sætter mig ned og skriver læserbreve, må jeg sige det gennem Mette.” (Lisbeth Bonde: ”Smørhullet: Interview: Søren og Mette.” Weekendavisen, 2004-06-18). Hammann skildrer den passivitet, der følger oplevelsen af, at man ikke ved, hvad man skal gøre, og hvordan man skal handle, i en uoverskuelig virkelighed. Forfatteren viderefører samtidig sin evne til en nærsanselig konkretisme og superrealisme, der zoomer ind på dagligdagsdetaljer og giver et rørende portræt af en kvinde, der famlende forsøger at leve sit liv efter tabet af sin elskede. Fortællerpositionen forstærker denne ambivalente distance over for hovedfiguren.
Mette er svær at få styr på fortolkningsmæssigt, og det synes netop at være pointen i romanen. Mette er både en kvinde, der portrætteres i en roman, og et symptom. Bogen svinger også mellem udstillende kritik og en identifikation, som med Hammanns sans for ironisk iscenesættelse bl. a. lyder: ”Tænk, hvis man skrev en roman om sådan en som Mette. Så ville mange af dem, der læste om hendes næstekærlige holdninger, superegoisme, drømme om forandring og ekstreme dovenskab, kunne læne sig endnu mere mageligt tilbage og føle sig både genkendt og forstået. ”Gud, det er jo lige sådan jeg har det”, kunne man sige”. Romanen indeholder således både identifikation og udstilling, ligesom den naive umiddelbarhed sættes sammen med det reflekterende, iscenesatte og konstruerede. Der er også både tale om et generations- eller samtidsportræt og en skildring af eksistentielle grundvilkår.
Kirsten Hammann blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2004 for romanen ”Fra smørhullet”.