Hvor ”Den sorte gryde” stadig befandt sig nærmere det realistiske og virkelighedsbundne end det mytiske, bevæger William Heinesens næste roman ”De for tabte spillemænd” (1950) sig længere ud mod den mytiske pol og befinder sig et sted midt imellem de to yderpunkter. Som i ”Den sorte gryde” er værket langtfra nogen simpelt fremadskridende fortælling, men snarere et vildt maleri af livet, som det leves i en lille afkrog af verden. Ligesom ”Den sorte gryde” fandt sit tyngdepunkt i Kvanhuspigerne og undersøgelsen af seksualiteten og dennes konflikt med det sekteriske væsens livsundertrykkelse, lægger også ”De fortabte spillemænd” vægten på en bestemt del af og på en særlig gruppe af karaktererne i et lille færøsk samfunds simultant dionysiske fejring af livet og fattede sørgen over dets indimellem tragiske brutalitet.
I centrum af handlingen står spillemændene, som læseren følger på deres farverige færd gennem livet frem mod deres uundgåelige undergang. Spillemændene repræsenterer den del af samfundet, som nok ligger inde med en god del kulturel kapital, men alligevel i vid udstrækning må hutle sig gennem tilværelsen og aldrig eller kun i korte glimt når at opleve den stabilitet og tryghed i livet, som følger med økonomisk velbjergethed og evnen til at acceptere og få det bedste ud af samfundet, som det nu engang er skruet sammen.
22719564
Den virtuose vindharpebygger Kornelius dør tidligt og efterlader sig sønnerne Moritz, Sirius og Kornelius. Moritz bliver en glimrende violinist, og hans søn Orfeus, som fremtidens håb knytter sig til, udvikler sig til et rent geni udi musikken. Sirius bliver en i sin samtid miskendt digter, som må klare sig med omskifteligt arbejde som lærer og malerlærling. Efter sin død bliver han dog en anerkendt digter, og eftertidens respekt udtrykkes gennem Heinesens inddragelse af litteraturhistorikeres karikerede besyngelse af hans geni. Kornelius, der bliver en helt ferm komponist, overlever sine to brødre med mange år, men er samtidig den særeste og mest handicappede af de tre, der som alle Heinesens vindende karakterer netop henter deres sympatiske menneskelighed i deres fejl og mangler. Alle er de forfaldne til svir og udsvævelse, og ligesom i ”Den sorte gryde” optræder den lokale sekt som det mest forskruede og karikerede af alle værkets elementær. I spidsen for gruppen af vandvidsfrådende dommedagsudsyngere står sparekassebestyrer Ankersen, og som så ofte i Heinesens værk samles kapital og gudfrygtighed her i én og samme person.
Ud over disse to grupper møder vi i værket et veritabelt festfyrværkeri af originaler, hvoraf en stor del, ligesom de tre brødre, er på kant med normaliteten. Som en uortodoks håndhæver af retfærdighed og en brutal hævner over hykleri og udspekuleret lusk finder vi den gamle søulk Ole Brandy. Åndeligheden og den mindre frelste teologi inkarneres i Magister Mortensen, og naturligvis har den lille udørk også sin egen spåkone og heks. Pludselig dukker hendes forsvundne søn Matte-Gok desuden op som en diabolsk ulykkesfugl og begynder at sprede ulykker omkring sig.
Gennem hele værket spiller vejret ind som en magt, der holder skæbnen i sin hånd, og gang på gang beskrives begivenheder med en logik, der står med mere end én fod plantet i myternes og ikke rationalitetens bed. Således bliver skildringen af lillebyens kollektiv til en mytisk skildring af livet som sådan.