Tårnet ved verdens ende

Citat
I stilheden høres den fjerne lyd af stjernedråbers dryp fra himlen. Lyden ekkoer i hele det store himmelhvælv.

Lyden er den eneste lyd i himlen og på jorden.

– Lyden kommer fra en vandhane, der ikke er rigtigt lukket.

Ensom, ensom er den dryppende vandhane i verden.
William Heinesen: Tårnet ved verdens ende, s 11.

William Heinesen betegner sin sidste roman ”Tårnet ved verdens ende” (1976) som en ”poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom.” Romanen indledes med barnets første bevidsthed om den verden, det er blevet født ind i. Et mikrokosmos som i barnets bevidsthed bliver til selve kosmos. Barnets lilleverden er simpelthen VERDEN, og den første opfattelse af den er poetisk og endnu uspoleret af logik og rationelle forklaringer. Således begynder bogen: ”På den tid da jorden endnu ikke var rund, men havde begyndelse og ende, knejste et herligt tårn ved verdens yderste rand.”

Efterhånden bliver det klart, at tårnet er det lokale fyrtårn, og senere endnu bliver det klart, at jorden slet ikke har en ende, men er rund.

Bogens fortæller er ”Amaldus, Erindreren, den bedagede,” som tre fjerdedele inde i det tyvende århundrede sidder ved slutningen af sit liv og drømmer sig tilbage til sin barndom og tidlige ungdom. Han kan ikke sige sig helt fri for at ærgre sig over, at han i billedlig forstand nu selv befinder sig ved verdens ende og blot kan se tilbage på det liv, som yngre mennesker nu bevæger sig igennem, mens han i alderdommens fængsel selv er tvunget til blot at se tilbage. Men det er også et mageløst liv han kan se tilbage på, for Amaldus drømmende erindring er mageløs.

Fra de allerførste leveårs magiske opfattelse af verden, som gengives i korte kapitler med titler som ”Aftenens horn,” ”Vandhanen,” ”Røg,” og ”Ordene,” bliver kapitlerne længere, efterhånden som det fortællende og kronologisk fremadskridende i stigende grad tager over, i takt med at værket skrider fremad og drengen Amaldus bliver ældre og begynder at opfatte verden anderledes. Fortællingen stopper ved Amaldus første spirende seksualitet og en længere periode i sygesengen som følge af et fyrværkeriuheld nytårsaften.

Med disse tab af uskyld slutter værket, og den bedagede Amaldus lægger skrivetøjet fra sig og svarer efter en lille blund på sit eget spørgsmål ”Var der så ikke mere?”: ”Bevar mig vel, jo! For da jeg atter vågnede af min lette blund var det holdt op med at sne, og mellem langsomt sejlende skybanker funklede stjernerne over havets udstrakte gulve – den hvide Capellas dejlige krystal, Aldebaráns røde topas […].” At Amaldus har opgivet sin barnlige tro på, at verden har en ende, hvor et tårn står og knejser, betyder ikke, at hans verden er blevet affortryllet. Tværtimod. Stjernehimmelens poetiske mysterium overgår alt, og for Amaldus vil det altid være livets poesi, der fylder og henrykker. Bevidstheden om dette blev gennem ungdommen stadig mere klar efterhånden som Amaldus nærmede sig erkendelsen af, at han, ligesom sin Onkel Prosper, sin Morbroder Hans og Hans’ venner, selv var, hvad hans far kaldte en dosmer. En dagdriver og en dagdrømmer. En håbløs kunstnertype der ikke havde meget lyst til at fungere som tandhjul i samfundslivets snurrende mekanisme. Han stod i modsætning til ”de gode pærer,” rationalitetens virksomme mænd der løftede ansvar og altid bar rundt på en tyngende og vigtig bekymring. Amaldus er altså i samme båd som de fortabte spillemænd og alle de andre originale skikkelser, som Heinesen gennem sit forfatterskab har fremstillet som de livets alkymister, der kan forvandle selv den mest grå og fortrydelige byge til en guldregn af musik, dans og livsglæde.