Stormland

I 2005 udkom Hallgrímur Helgasons “Rokland” (“Stormland”, 2007). Bogen er for “101 Reykjavik” og “Islands forfatter”, hvad træsko er for trip, trap og Rup for Rip, Rap, hvad syntesen er for tesen og antitesen. Ud af Hrolfurs bondeland og Hlynurs medieverden vokser Bøddis rasende opgør med underholdningsindustriens nedslag over bondesamfundet. Bøddi er Nietzsche på Duracell-batterier. En rasende lille kanin med syre i årerne. Han er vendt tilbage til Island efter ti års studier i Tyskland. Han er en skeptiker med et nationalistisk sindelag. Han kan ikke lide, hvad han ser: “Han var i kulturchok. Han var ramt af sorg. (…) Han så bønder med Pepsi-Max, lejlighedsdigtere med Haribo, lokale spidser med blandet for en tyver. Han så en smækfed almue, som ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den var blevet så velhavende. Han så et kulturfattigt pak. Et velstandspak i forrådnelse.” (s. 356).

28013272

Når vi ovenfor kaldte Hallgrímur Helgason en provokatør med profetisk anslag er det her, det profetiske kommer ind. Bogen foregriber i sin tone og sin tale det krak, som ramte Island i 2008. Bøddi udvikler sig til en rablende revser. Han blogger. Han hænger sine fæller i den lille udørk ud på nettet. Han ætser dem i sin galde. Han kalder dem svagpissere og bløddyr. Han er ikke populær. Heller ikke på gymnasiet, hvor han underviser. Da han tager svagpissernes børn med ud i ødemarken for at lære dem sagnhelten Gretter den Stærkes land at kende, og hele flokken må hentes tilbage i en redningshelikopter, er snoren ikke længere. Han bliver fyret.

Hans ven Sammi skaffer ham et job på en sommerskole, men igen går der opdragelsesprojekt i den. Bøddi får den glimrende ide, at de skal ud at bade i Nordatlanten: “For at forstå Gretter den Stærkes Saga må vi føle som ham, mærke kulden.” (182) “Hvad så drenge, kom nu? Er I nogle tøsedrenge? Skal pigerne se, hvor bange I er? Det man ikke dør af, bliver man stærk af. Sagde Nietzsche.” (182). En lille federik stritter rædselsslagen imod. Bøddi koger over og tager ham i hoved og røv og dukker ham. Efterfølgende bliver han lagt på hjul og stejle i lokalbladet. Det går rigtigt skidt for ham, indtil han bliver far og overvældet af det lille nyfødte væsen udsiger et stort ja til tilværelsen – herefter går det endnu værre. Han forelsker sig i moren, som var et tilfældigt knald på en druktur. Hun hedder Dagbjørt, og hendes skæbne kan få en sten til at græde. Fattig, tatoveret og gold (troede hun) lever hun på tålt ophold i familien og lokalsamfundet. Hendes eneste ven bliver tævet lam af en bonderøv, forældrene tager barnet fra hende, hun bliver indlagt med sygdom i underlivet og finder ud af, Bøddi ikke er faren. Bøddi får det at vide, kortslutter og rider på en islænderhest med en pistol i lommen over øen mod Reykjavik for at lave revolution.

Hallgrímur Helgason blev nok en gang indstillet til Nordisk Råds litteraturpris og nok en gang forbigået.