I 2011 udgav Hallgrímur Helgason ”Konan við 1000°” (”Kvinden ved 1000°”, 2013), der har undertitlen ”Herbjørg Maria Bjørnsson fortæller”. Og det gør hun, som hun 80 år gammel ligger for døden og har tid til at fortælle historier fra sit dramatiske liv. Herbjørg er stukket af fra plejehjemmet og bor nu i en garage med sin computer, sine cigaretter og sin elskede håndgranat fra Anden Verdenskrig. Hun har bestilt tid på krematoriet, så hun er sikker på, at ovnen er godt varm, når hun kommer. Deraf bogens titel.
I skift mellem fortællinger fra livet i garagen og tilbageblik på det lange liv oprulles Herbjørgs historie, som den ses fra livets slutning. Hun blev født i de islandske vestfjorde i 1929. Som ambassadørbarnebarn boede hun en tid i København og kom senere til Tyskland, hvor hun blev udsat for overgreb, sult og pinsler under Anden Verdenskrig. Efter krigen var hun og hendes far ikke velkomne i præsidentboligen på Island, hvor hendes farfar var præsident, så de flygtede til Argentina. Ungdomsårene tilbragte hun bl.a. i Paris og Hamburg, hvilket indebar et kys fra en meget ung John Lennon.
Den lange roman giver detaljerede beskrivelser af livet under Anden Verdenskrig, både med fokus på de efterladte kvinder og børn og på livet ved fronten og i de store skove østpå. Særligt livet hos dem, der ikke var i krig, beskrives: frisiske kvindesamfund uden mænd, kvinder der var tvunget ud i prostitution for at redde deres mænds liv, børn uden fædre osv. Alle krigsfanger i deres eget liv.
29873984
Med blikket rettet både mod Island og resten af verden kritiserer romanen Islands passive holdning under krigen og den manglende forståelse af krigens rædsler. Ærgerrige islændinge glæder sig over at kunne importere amerikanerbiler uden at se amerikanernes tilstedeværelse i en større kontekst.
Også Islands ”ekspansionsvikinger”, der havnede i bundløs gæld efter det økonomiske krak i 2008, får over tuden. Helgason er skarp i sin kritik og mild i sit portræt af gamle Herbjørg, der har set så meget af verden. Sin faders hjerte, symboliseret ved den håndgranat hun fik af ham under krigen og har gemt på hele livet, knuger hun i hænderne, da livet langsomt ebber ud.
Romanen er en ”opdigtet fortælling”, der bygger på præsidentbarnebarnet Brynhildur Georgía Björnssons liv, hvilket har udløst en del kritik i Island om, hvor mange elementer fra et levet liv, man kan tillade sig at bruge i fiktionen. Bogen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.