Forfatterskabets udvikling og temaer

Fra Hermann Hesse forlader Basel i 1904 som 27-årig og begynder sin flugt fra den moderne syndflod, er han reelt kun turist i virkeligheden. Rejsen til Indien var ikke nogen succes, opholdet i Bern ej heller og deltagelsen i Første Verdenskrig en prøvelse. I tyverne kommer han kun nødigt ned fra bjerget, hovedsagligt for at besøge hjemstavnen, hver gang som en rejsende med returbillet til alpeidyllen. Ironien er i den forstand svær at overse. Den frihedsstræbende forfatter uden bevægelsesfrihed, isoleret fra resten af verden af den buldrende udvikling – superindividualisten fanget i den evindelige romantiske bevægelse, der altid, lige fra tidernes morgen, har tvunget den selvmedlidende og geniale ener ud i naturen og kulturen og sindets afkroge, hvorfra han med – for at parafrasere Hesses egen tone, når han taler om gentagelser – søvndyssende forudsigelighed sender stor kunst tilbage. Mod slutningen af tyverne gider han slet ikke at bevæge sig længere. Han holder sig til hjemmet og egnen omkring det. En lille mand med et lille overskæg, har gjort hans gamle Tyskland endnu mere ulideligt. Desuden er der slet ikke grund til, at han bevæger sig. Han har slået kloen i en sød kunsthistoriker og fundet ro i sit første gode ægteskab. Han har opført dem en stor villa i det smukke Montagnola. Heldigvis sørger nazismen for, at han altid har masser af selskab. Først flygter Thomas Mann over hals og hoved fra München, så Stefan Zweig fra Wien og så den unge Peter Weiss fra Prag, de lægger alle sammen vejen inden om Casa Hesse, på vejen videre mod deres endelige eksil. Hertil kommer en voksende strøm af breve fra beundrere. Fra 1943 går hele hans dag med at besvare dem. Han havde fundet en ny attitude som smigrede ham – den ophøjede, afklarede halvguddommelige patriark – endnu en arkefigur – som lod visdom regne ned over sin flok. Fra sådan en gigantisk krukke kan man ikke forvente sig noget, der er mindre end fremragende, og det finder man også i forfatterskabets første del og til dels i den tredje. Hvis man ud fra kvalitet siger, der er fire perioder i det, så skriver han frem til 1920 et par af verdens bedste coming of age romaner – "Under hjulet" er helt oppe at ringe ved siden af mesterværker fra den anden side af Atlanten som J. D. Salingers "Griberen i kornet" og Bret Easton Ellis' "Under nul". Fra 1920 til 1927 skriver han nogle af de mest overvurderede bøger (forekommer det skribenten af dette portræt) "Siddhartha" og "Steppeulven" – fra 1927 til 1932 et par fine variationer over ungdomsværkerne, og over de næste elve år den monstrøst kedelige "Glasperlespillet".