Knulp

Citat
"Det var en lys oktoberdag; den lette, solfyldte luft bevægedes af korte, lunefulde vindstød, fra marker og haver drev den blå røg fra efterårsbålene omkring som tynde flagrende bånd og fyldte det sollyse landskab med en sødlig, skarp luft af brændt ukrudt og kviste. I landsbyhaverne blomstrede farvemættede asters og georginer, og ved havegærderne glødede endnu hist og her en rødgul nasturtium i det matgrønne, falmede løv."
Herman Hesse: "Knulp", side 85.

Efter at være sendt i døden og i eksil i bjergene i de foregående romaner, bliver Hesses beåndede hovedperson og titelfigur i "Knulp" fra 1915 ("Knulp", 1930) sendt på valsen som landevejsridder, drevet frem af et knust hjerte i den tidlige ungdom. Som voksen er Knulp mændenes ven og kvindernes favorit. På hver sin vis betages de af hans ordentlige væsen, kønne udseende, følsomme sind og gode hoved. Han har alle barndommens borgerlige manerer med sig, man kan stadig se den pæne latinskoledreng i ham, han er omhyggelig og renlig, kan recitere og skrive digte, kan filosofere og disputere, men dannet, aldrig påståelig eller agiterende.

Vi kommer ind i fortællingen på det tidspunkt, hvor hans liv og vandringsår lakker mod enden. Han er netop blevet udskrevet fra et hospital og har taget ophold i en lille provinsby hos en garverfamilie. Der er gået sutsko og forbitrelse i manden og indestængt desperation i konen. Knulp bliver taget som gidsel af deres elendige ægteskab, manden vil drikke øl med ham efter aftensmaden og konen prøver bag mandens ryg at få ham med i seng. En syg dynamik udmalet med nogle få ubesværede pennestrøg. Hesse skynder sig at hoppe videre til det romantiske, som i dette tilfælde er vemodet og afskeden. Knulp er i gang med at tage afsked med livet. Om aftenen får han øje på en tjenestepige i et vindue i nabohuset. Hun er trist. Han fløjter en lille melodi, som distraherer hende, han erfarer grunden til hendes tristesse, hun er netop flyttet hjemmefra og har hjemve. Næste aften overvinder han hendes symbolske modstand og tager hende med ud på en spadseretur, de kommer til en lille landsby og i den sidste tid, inden hun skal være hjemme, danser de til et orkester på en knejpe og drikker for Knulps sidste penge en øl. Tilbage i den lille by tager de en gribende afsked mættet med følelser som de ved aldrig vil få et liv – Knulp skal videre dagen efter.

I romanens anden del "Min erindring om Knulp" udvikler en følgesvend Knulps syn på verden og mennesket. Det er desillusioneret. "Ethvert menneske har sin sjæl, som han ikke kan blande med nogen andens. To mennesker kan mødes, de kan tale med hinanden og hinanden nær, men deres sjæle er som blomster, der har fæstet hver på sit sted, og den ene kan gå til den anden uden at måtte forlade sin rod og det kan den ikke. Blomsterne udsender deres duft og spreder deres frø, fordi de gerne vil forenes med de andre, men at et frø når sin rette plads, det kan blomsten hverken gøre fra eller til, det besørger vinden, og den kommer og går, hvor og når den vil." (side 70).

I den tredje og sidste del, 'Enden', udvikles baggrunden for Knulps vagabonderen. Som fjortenårig forelskede han sig i den smukke sekstenårige Franziska, men hun ville have en rigtig mand, en arbejder eller en håndværker, ikke en latinskoledreng. Knulp prøver at lave om på sig, han underpræsterer i skolen, han bliver smidt ud, han kommer på kommuneskolen, men det er skønne spildte kræfter, en dag finder han Franziska i armene på en mekaniker (Hesse kan bare ikke med de mekanikere – indbegrebet af alt som larmer og er skidt og forfladiget i det moderne samfund). Knulp fortæller historien til en gammel skolekammerat og doktor, der har samlet ham op på vejen. Han har tæring (kræft) i lungerne og det er på det sidste. Det eneste, han drømmer om er at dø i sin barndomsby. Doktoren hjælper ham med at opfylde ønsket.

Romanen fremstår som en dvælen ved alt, der havde betydning, ved kærlighed, kvinder, venner, kammerater, musik, dans, digt, egn og byer. Den er et studie i vemod indrammet i få, men uhørt fine sansninger.