Følelsesmæssigt udsultet

Citat
"Det er en (…) af bogens tematikker. Det at have en rustning og bruge sin vrede som en drivkraft. Det kan være skide godt, hvis det fungerer, men det betyder også, at man ikke har råd til at få mennesker for tæt på. For så begynder rustningen at krakelere, og man stoler ikke på, at de vil være der, når den ryger helt af."

Romanen “Ave Eva” fra 2003 skildrer den unge kvinde Evas bevægelse fra det tilsyneladende pæne akademikerhjem på Frederiksberg, gennem det autonome miljø på Nørrebro, til livet som posedame på gaden. I tilbageblik skildres den unge kvindes liv i et hjem med en Kierkegaard-forskende far, der er ved at drikke sig ihjel, og en mor der flygter ind i sit arbejdsliv og søger trøst hos en ny mand. Eva møder på det københavnske gymnasium nye venskaber og involveres samtidig i voldelige feministiske aktioner, der kommer ud af kontrol. Mange sammenfald skubber den unge kvinde ud, hvor hendes tilværelse går i opløsning.

24657590

En af de psykologiske problemstillinger, Sulaima Hind beskriver i romanen, er, hvordan et distanceret forhold til andre mennesker kan blive en nødvendighed. På trods af et stort behov for nærhed bliver distancen og vreden en væsentlig del af hovedpersonens selvbeskyttelse. Hind kalder det selv en mekanisme, der ender i en følelsesmæssig udsultethed. “Det er en (…) af bogens tematikker. Det at have en rustning og bruge sin vrede som en drivkraft. Det kan være skide godt, hvis det fungerer, men det betyder også, at man ikke har råd til at få mennesker for tæt på. For så begynder rustningen at krakelere, og man stoler ikke på, at de vil være der, når den ryger helt af. Hvis man derimod opdager vredens funktioner, så kan man helt undgå de mennesker, der kan pille én fra hinanden. Efterhånden ender man op med at være følelsesmæssigt udsultet.” (Lasse Lavrsen: At gribe efter hjælp. Interview i Information, 2003-06-05).

Bogen præsenterer den linedans, det er at være ung og forvirret. Romanen omhandler almene problemstillinger om at søge sin identitet og lære at orientere sig i verden som ungt menneske. Den fortæller samtidig en historie om, hvordan man for alvor kan miste grebet. Bogen understreger forældres store ansvar for deres børn, og børns behov for at have nogle voksne, de kan kopiere. Det er en pointe, Sulaima Hind også fremhæver i et interview: “Forældre skal forme næste generation af voksne. De har et ansvar for, at verden udvikler sig den rette vej. Hvis de opdrager deres børn til at tænke fornuftigt og være ansvarsfulde, tror jeg, verden vil se anderledes ud.” (Henriette Winther: Forældre har det globale ansvar. MS-revy, 6/1998).