Drageløberen

Citat
“Det mærkelige var, at heller ikke jeg nogensinde tænkte på Hassan og mig selv som venner. Ikke sådan som man almindeligvis opfatter ordet. Pyt med at vi lærte hinanden at køre på cykel uden hænder (...) Pyt med at vi var ude at sætte drager op."
“Drageløberen”, s. 29.

Khaled Hosseini debuterede i 2003 med romanen “The Kite Runner” (“Drageløberen”, 2004). Fortælleren er afghaneren Amir, født i Kabul i 1963 og opvokset som eneste barn af en enkemand, eftersom Amirs mor, Sofia Akrami, døde i barselsengen. Faren er særdeles geskæftig og vellidt i hele byen, og imens faren arbejder, leger Amir med Hassan, der er søn af farens tjener Ali. De to drenge har meget forskellige vilkår. Amir er pashtun og Hassan hazara, to etniske stammer med vidt forskellig historie – pashtunerne som konger og hazarerne som tjenere. En forskel der ligeledes manifesterer sig i børnenes relation, hvor Amir altid er den stærke.

Da Sovjetregimet besætter landet, og drageflyvningen i gaderne bliver erstattet af skudsalver, flygter Amir med sin far til USA. Det er i 1981, og de to må nu etablere sig i Fremont i Californien. Her skildres den ældres besvær med at tilpasse sig de nye normer og den unges muligheder for at udfolde sine evner.

25133862

Amir får sin grunduddannelse og fortsætter på en art forfatterskole. Han forelsker sig i en smuk ung afghansk kvinde med en tvivlsom fortid, og da faren med hastige fjed nærmer sig døden, beder han på Amirs vegne om Sorayas hånd. De to lever i et lykkeligt ægteskab. Amir bliver forfatter og Soraya lærer, men en dag bliver Amir hjemsøgt af fortiden og må vende tilbage til Afghanistan for at løse nogle af de knuder, som eksisterer i ham.

At læse “Drageløberen” er som at blive flået i, simpelthen. Der eksisterer en sensibilitet så gennemtrængende i såvel fortællingen som sproget, at man uvægerligt bliver revet med og ind i de rifter og sår, der eksisterer i Afghanistan; mellem de etniske grupper i landet, mellem Amir og hans far, mellem Amir og Hassan og i Amir selv. Igennem især Amir, men også Amirs far, undersøger romanen fortrydelsen, og hvordan mennesker kan tackle fortrydelse. Amirs far tackler sin ved at sætte velgørenhed i højsædet og stille utroligt store krav til sig selv og sine omgivelser. Amir tackler i første omgang sin fortrydelse ved at fortrænge sine gerninger, men de trænger sig på, og efterhånden indser han, at han må konfrontere dem – eller i virkeligheden må han mest af alt konfrontere sig selv.