Underkastelse

Citat
”det stod klart at den liberale individualisme kunne triumfere så længe den nøjedes med at opløse mellemstore strukturer såsom fædrelande, foreninger og sociale klasser, men lise så klart stod det at den med et angreb på familien (…) havde underskrevet sin egen dødsdom.”
”Underkastelse”, s. 260.

Hovedkarakteren i Michel Houellebecqs roman ”Soumission” fra 2015 (”Underkastelse”, 2015) er den midaldrende litteraturprofessor François, hvis tilværelse præges af færdigretter, købesex og halvhjertede forhold til sine yngre kvindelige studerende. Det eneste, han engagerer sig blot en smule i, er den for længst afdøde dekadente forfatter Huysmans, som François har skrevet afhandling om. Som de øvrige karakterer i forfatterskabet har François et akavet forhold til tilværelsen. Han er ensom og ude af stand til at knytte tætte bånd til andre mennesker, og ind imellem overvejer han, om ikke selvmord vil være en fornuftig afslutning på den tilværelse, der alligevel er ulidelig.

51946596

Livet tager dog en uventet drejning, da Det Muslimske Broderskab kommer til magten, og den karismatiske Mohammed Ben Abbes indsættes som præsident.

Romanen er en fremtidsfantasi, da den udspiller sig i år 2022 – i et Frankrig, der bliver regeret af en moderat muslim, som drømmer om at gøre EU til et moderne Romerrige. Romanen fantaserer om en velordnet og smertefri fremtid – som en kontrast til tilværelsens uudholdelighed. Den fortvivlelse, François inkarnerer, er synonym med de franske borgeres, og det er netop folkets apati og frustration over det moderne liv, der har båret Ben Abbes til magten.

Fortvivlelsen fremhæves i romanen som samfundsskabt. Fællesskaberne er i opløsning – både i familien og i nationen, og afstanden mellem befolkningen og de, der taler på befolkningens vegne (politikere og journalister), vokser sig stadig større. Gang på gang hedder det, at den vestlige verden er dødsdømt. François forsøger – som i øvrigt Huysmans – at opsøge et katolsk kloster for at undersøge, om det kan hjælpe ham, men besøget får ham blot til at føle sig utilpas. Hvad så med islam?

Mod slutningen af romanen skifter romanen skriftform til datids fremtid – alt handler om ”hvis nu…”. François forestiller sig, at han konverterer til islam og ender med at konstatere: ”Jeg ville ikke have noget at fortryde.” Om han foretager denne konvertering, vides dog ikke, men romanens udsagn – eller åbne spørgsmål – er dog, om islam kan være et svar på den moderne fortvivlelse.