“Mit venskab med Jesus Kristus” er nøje beslægtet med de realistiske komedier og den humoristiske realisme, som dansk film har excelleret i de sidste 10-15 år. Derfor fik den også filmselskaberne op af starthullerne i kampen om at sikre sig rettighederne. Det samme vil formentlig ske med “Jeg er en hær” – af de samme grunde. Den ender ganske vidst ikke med folkefest i Tarm, og afstikkerne ud i den geografiske provins er begrænsede, men vi befinder os i den mentale provins, og det er den, Husum har så godt greb om. Ikke mindst takket være den værktøjskasse han betjener sig af. Særligt de metafiktive greb er markante. Fra “Mit venskab med Jesus Kristus” gælder det for eksempel: Et telefonnummer er Lars Husums eget. Et af de indsatte fotografier forestiller Lars Husum selv. To andre en veninde. Skribenterne på artiklerne er opkaldt efter venner og virkelige journalister. Poppelvej 22 i Tarm, hvor Nikolaj bosætter sig, er også adressen på Husums barndomshjem. Naboen Karens datter læser dansk i Århus, akkurat som Lars Husum gjorde, og det er alt, hvad vi hører om hende (men hvis Nikolaj nu ikke er helt rask i hovedet, kunne man vel godt forestille sig, at hun måske havde en lidt større rolle – for eksempel som den egentlige fortæller …). Navnene på flere af de medvirkende er navne på folk i byen. En læser skrev til Husum og kaldte det en omvendt nøgleroman – navnene er på virkelige personer, men karaktererne, som bærer dem, er opdigtede (larshusum.dk).